Nykredit: bedre tider for boligejerne

Nykredit er optimistisk på boligejernes vegne. Koncernchef regner med, at priserne vil begynde at stige i år, dog kun i en del af landet. På Fyn holder priserne op med at falde.

Boligmarkedet i Danmark er ikke så slemt, som det har været. I hvert fald ikke hvis man skal tro et af landets største realkreditselskaber Nykredit.

Modsat de fleste andre, forventer Nykredit, at huspriserne i år vil stige med en halv procent - og i 2013 med 1,5 procent på landsplan.

Store regionale forskelle

Der er dog store regionale forskelle med de største stigninger i København og Nordsjælland og fortsat fald i Jylland.

Ifølge prognose vil de københavnske boligejere opleve stigninger på 2,5 procent, mens nordsjællænderne kan sætte næsen op efter en stigning på 2,8 procent i 2012.

Fynboerne vil opleve stort set uændrede priser, mens priserne vil fortsætte med at falde med mellem 0,8 procent og 2,5 procent i resten af landet.

Alle andre tror på fald

Nykredits prognose er dermed væsentlig mere positiv end mange af de øvrige boligøkonomers skøn. De forventer over en bred kam forventer, at huspriserne vil falde yderligere.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik faldt priserne på enfamiliehuse kraftigt med 2,2 procent alene i november, hvilket fik Danske Bank til at nedjustere forventninger til et fald på mellem 5-10 procent fra 2011 til 2012.

I Nationalbankens seneste prognose, der kom midt i december, forventer man ligeledes svagt faldende reale huspriser det kommende år.

Og i en rundspørge som Ritzau for nylig foretog blandt 40 af landets førende økonomer, vurderede 25, at boligpriserne vil falde mindst fem procent i år.

Men Nykredits koncernchef Peter Engberg mener, at det ser fornuftigt ud, når man betragter priserne i dag.

- Jeg er en lille optimist for boligmarkedet. Jeg mener, at det ser fornuftigt ud i forhold til indkomstniveauet nu, siger Peter Engberg.

Oversigt

    Oversigt