Kommuner står med regningen: Nyt it-udstyr på valgsteder koster knaster

Et nyt digitalt valgsystem skal sørge for, at fremtidens valghandlinger kommer til at foregå på en enkel og sikker måde. Men løsningen kan blive dyr for kommunerne.

Det skal være nemmere at afgive sin stemme ved fremtidens valg.

Derfor skal kommuner nu finde penge til et nyt digitalt valgsystem, der blandt andet indebærer, at kommunerne skal sørge for sikkert og effektivt internet på valgstederne, og at der bliver indkøbt it-udstyr som printere og scannere til alle valgsteder. Og det kan blive dyrt. 

- Vi havde selvfølgelig gerne set, at der fulgte nogle penge med til at løse de her opgaver, siger borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V). 

I Nyborg Kommune er regningen på lige knap en million kroner, og hvis de penge skal findes inden for det eksisterende valgbudget, vil det betyde, at ni valgsteder skal lukkes.

Vil ikke acceptere lukninger 

I Nyborg Kommune er samtlige byrådsmedlemmer dog enige om, at lukninger af valgsteder ikke er en løsning.

- Vi har 13 valgsteder, og dem fastholder vi, fordi man i hele kommunen skal kunne gå til et valgsted. Selvom det bliver dyrere, så har vi sagt, at demokratiet har nogle omkostninger, siger Kenneth Muhs.

Ifølge folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) bør det ikke være kommunerne, der skal betale for det nye system. Det er et synspunkt, han agter at fremlægge for indenrigsminister Astrid Krag (S). 

- Når man hører fra Nyborg, at det skal koste en million, synes jeg ikke, det er en rimelig udgift at pålægge kommunerne. Så mener jeg, at man fra indenrigsministeriets side må finde midler til at gøre det, siger han. 

Uenighed om regningen

Jens Henrik Thulesen Dahl, der udover at sidde i Folketinget også er valgt ind i kommunalbestyrelsen i Assens Kommune, mener, at kommunerne bliver sat i en urimelig situation, når de modtager regningen for det nye system. 

- Selvfølgelig skal vi have et sikkert og godt valgsystem - det er helt oplagt - og det skal være godt over hele landet. Men vi er også nødt til at opretholde de valgsteder, der er. Derfor er vi nødt til at finde midlerne centralt, siger han. 

Han synes, at det er en national udfordring at sørge for et system, der garanterer sikre valg i hele landet. 

Det nye system skal sikre, at det også i fremtiden skal være enkelt og sikkert at afgive sin stemme.
Det nye system skal sikre, at det også i fremtiden skal være enkelt og sikkert at afgive sin stemme.

- På den ene side kan det være et spørgsmål om at lukke valgstederne, som de har diskuteret i Nyborg. Heldigvis har de besluttet ikke at gøre det. Men når de ikke gør det, skal de finde den million et andet sted i deres budget, og det kan gå ud over børnene eller de ældre. Det er ikke et rimeligt dillemma at sætte politikerne i, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han mener, at man bør finde en løsning hurtigst muligt - og gerne i forbindelse med de nuværende forhandlinger mellem KL og regeringen. 

 

Oversigt

    Oversigt