I det fynske folks tjeneste

OB'erne tror på guldsensation

Med 6-1-opvisningen hjemme over AGF her til aften tror OB'erne nu for alvor på den sensation, det vil være at hente mesterskabet til Odense.

Optimismen bobler i Odense. Oven på storsejren på 6-1 over AGF her til aften begynder de søde mesterskabsdrømme så småt i OB-truppen. Dog kræver det ifølge OB'erne selv sejre i sæsonens resterende kampe.

- Det er sejre, der er afgørende, og skal vi gøre os forhåbninger om at slutte højere i tabellen, skal vi vinde resten, sagde en tilfreds OB-anfører, Chris Sørensen, efter målshowet.

Såfremt det sker, kan OB se tilbage på et forår med blot to nederlag og et enkelt uafgjort resultat.

- Vi tror på det, og leverer vi den sensation, vi tror på, vi kan, så er det vel en rekord, som jeg ikke kan huske at have set før, fastslog Chris Sørensen, der i Anders Møller Christensens fravær gjorde det stabilt i det centrale forsvar.

Forsvarskollega Thomas Helveg pointerede ligesom sin anfører, at sejrsstimen skal fortsættes, hvis mesterskabet skal i hus.

- Det er den bedste periode, vi har haft, siden jeg kom tilbage til klubben. Men vi kom hverken tættere på eller længere fra et mesterskab i dag. Vi skal holde fokus og skarpheden, og vi er i en situation, hvor vi ikke kan tåle at tabe, mente den tidligere landsholdsspiller, der er eneste i OB-truppen, som har prøvet at vinde guld med den fynske klub.