I det fynske folks tjeneste

Øko-grise og egne grøntsager genstarter to kokkes drømme

Foto: Nini Kirkemoe

En gård på Østfyn og et tidligere autoværksted i Odense spiller vigtig rolle for kokkene Bjørn Jacobsen og Christoffer Schärfe.

Eventyrets Klods Hans ville have elsket den. Marken uden for Bovense på Østfyn. Den er et stort tag-selv-bord med mudder. Alt er smattet. Fineste kvalitet-"sovs" for nu at blive hos Klods Hans, der som bekendt hældte mudder over en død krage, da han stod ansigt til ansigt med en lettere genstridig prinsesse. 

Læs også Sofari: Økodag for svin

Markens ejer befinder sig ikke i eventyrets, men virkelighedens verden. Han hedder Bjørn Jacobsen, er kok, 34 år gammel og i gang med noget af et projekt. Sammen med en anden kok, Christoffer Schärfe, har han skabt Restaurant Aro i et tidligere autorværksted på Østerbro i Odense. Og her får mudder-marken en vigtig rolle.

- Jeg drømmer om, at kødet i restauranten er økologisk og noget, vi selv producerer her på gården. Lige nu går her fire søer og en orne samt tyve grise. Søerne får dog snart grise, så jeg har travlt med at hegne ind. Rigtig travlt, lyder det fra Bjørn Jacobsen, der imidlertid ikke har skyggen af stress i stemmen.

- Jeg skal nok nå det. Jeg har købt sådan en maskine, der banker pælene ned i jorden. Men det er fem hektar jord jeg skal have hegnet ind, så med grisene på vej om et par uger, skal jeg have fart på, smiler han.

Erfarne iværksættere

Han er - ligesom Christoffer Schärfe - uddannet kok og meget erfaren. Medejer i flere restauranter i København. En slags serie-iværksætter ligesom sin nuværende kompagnon, der også ejer Kok & Vin i Odense. 

Læs også Fynsk økologi stormer frem

- Jeg bliver let begejstrer for ideer. Det var derfor min kæreste og jeg flyttede til Østfyn og købte en rigtig Morten Korch-gård med stråtag og det hele. Vi ville gerne kunne levere kød og grøntsager til vores egen restaurant.

Bjørn Jacobsen er ikke ukendt med landbrug. Som knægt voksede han op ved stationsbyen Vinderup mellem Struer og Viborg og hjalp efter skoletid til på onklens gård. Forholdene er - indtil videre - lidt mindre med fødderne solidt plantet i fynsk mudder. Maskinparken består ind til videre af en ældre Massey Ferguson 590, der som model havde sin storhedstid i 1970'erne. Noget der ikke betyder noget på gården. Og heller ikke i restauranten, som egentlig er det, det hele drejer sig om.

Egne grise om tre måneder

- Vi vil godt have tid til at fordybe os i det rent faglige. Finde ud af, hvad vi kan som kokke. Vi har begge brugt flere år på at få restauranter op at køre. Men pludselig en dag var det forretningen frem for det at være kok, det handlede om. Med Aro håber vi, at vi kan få prøvet vores drømme og talentet af, siger Christoffer Schärfe.

Og Aro har fået en flyvende start siden åbningen i november. Trods en placering uden for Odenses absolutte centrum, så har publikum taget den lille restaurant til sig.

- Først om tre måneder begynder vi at slagte af egen produktion. Så tror jeg, at følelsen af at skabe noget fra bunden bliver endnu større. I første omgang bliver det grise fra egen produktion. Så følger kvæg, håns, får og grøntsager. Først skal jeg dog lige have hegnet markerne ind. Ellers løber grisene hurtigt væk, erkender Bjørn Jacobsen.

Ved du noget? Så send os et tip