I det fynske folks tjeneste

Ombudsmanden afslutter Odense-sag

Efter at 107 vanskeligt stillede børn og deres familier nu igen modtager støtteforanstaltninger fra Odense Kommune, afslutter Folketingets Ombudsmand den sag, som han rejste i slutningen af august.

- Jeg noterer mig, at Odense Kommune har erkendt meget alvorlige fejl og trukket alle relevante afgørelser tilbage. På den baggrund kan jeg ikke gøre mere for de berørte børn eller deres familier, skriver Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse tirsdag.

Odense har erkendt fejl

Odense Kommune besluttede i sommeren 2015 at stoppe hjælpen til hvert femte barn og familie, der modtog såkaldt forebyggende foranstaltninger.

Efter en henvendelse fra Dansk Socialrådgiverforening gik ombudsmanden ind i sagen i slutningen af august. Derefter igangsatte Odense Kommune selv bl.a. en ekstern undersøgelse. På baggrund af undersøgelsen har kommunen erkendt, at sagerne ikke er behandlet i overensstemmelse med lovgivningen. Kommunen har oplyst, at alle familier, som fik frataget deres støtte, nu har fået den tilbage.

Det er ikke første gang, at ombudsmanden går ind i en sag, hvor en kommune lægger op til besparelser på børneområdet. I 2013 modtog ombudsmanden fra en anonym medarbejder i Guldborgsund Kommune en spareplan for anbragte børn. Den blev opgivet, efter at ombudsmanden gik ind i sagen og i alvorlige vendinger advarede mod risikoen for, at de allermest udsatte børns rettigheder kom under pres.

- Jeg har forståelse for den vanskelige økonomiske situation, som mange kommuner er i, bl.a. på børneområdet. Men som jeg udtalte i Guldborgsund-sagen, er det et ufravigeligt krav, at lovgivningen overholdes. Den nye sag fra Odense Kommune bør være en yderligere understregning af, at tilsidesættelse af børns rettigheder begrundet i økonomiske forhold er en sti, der ikke må betrædes, siger Jørgen Steen Sørensen.

Ved du noget? Så send os et tip