Over to tusind nye bloddonorer

Der er kommet næsten 2.250 nye bloddonorer i Odense i 2012. Men der er brug for flere, siger formanden for Bloddonorerne i Odense.

Der kom masser af donorblod i blodbanken sidste år.

 

Bloddonorerne i Odense har fået fat i næsten 2.250 nye bloddonorer i 2012. Det svarer til en fremgang på 13 procent i forhold til året før. 

 

- Vi er meget glade for resultatet, siger Ingrid Simonsen, der er formand for Bloddonorerne i Odense.

Det er særligt arrangementer som torsdagskoncerter i Kongens Have og Syddansk Universitets studiestartsmesse, hvor de frivillige i Bloddonorerne i Odense har været repræsenteret, som har lokket mange nye bloddonorer til.

- Det viser, at mennesker i alle aldersgrupper gerne vil være med til at gøre en forskel for patienterne på de danske sygehuse, siger Ingrid Simonsen.

Selvom det er gået godt med at skaffe donorblod i 2012, så er det ifølge Ingrid Simonsen stadig vigtigt, at der hele tiden kommer nye donorer til.

- Vi skal faktisk hverve cirka 2.000 nye donorer om året her i Odense, siger hun.

I Odense er donorkorpsets størrelse på omkring 17.500 donorer.

Oversigt

    Oversigt