I det fynske folks tjeneste

De påstod at samle ind til kræftramte børn - nu er de sigtet for groft bedrageri

Foreningen for Danske Kræftramte Børn, som Operation X tidligere på året afslørede i omfattende indsamlingsfup, er nu sigtet for groft bedrageri. Det er Fyns Politi, der står bag efterforskningen.

00:28

Video: TV 2/ Operation X

I samarbejde med TV2.dk

Tidligere på året sendte Operation X programmet 'Kræftbørn misbrugt til indsamlingsfup'. 

Her kom det frem, at Foreningen for Danske Kræftramte Børn ved hjælp af fiktive historier om kræftsyge børn og opdigtede samarbejdspartnere franarrede millioner af kroner fra danske virksomheder.

De første personer er sigtet

Fyns Politi har stået for efterforskningen og kan nu fortælle, at de har sigtet to personer med tilknytning til foreningen for groft bedrageri.   

- Efterforskningen har vist, at den mistanke, der var rejst om, at pengene ikke blev brugt til kræftsyge børn, har vi fået bestyrket. Og i den forbindelse har vi rejst to sigtelser mod to forskellige personer her i Danmark, siger Jørgen Andersen, vicepolitiinspektør Fyns Politi.

Indsamlede penge er brugt af bagmændene

Tidligere på året fik Operation X adgang til interne salgstal og kunne derfor afsløre, at foreningen havde samlet millioner af kroner ind.

Da Foreningen for Danske Kræftramte Børn kun samler ind blandt erhvervsdrivende, er de ikke omfattet af indsamlingsloven. Det betyder, at der ikke har været krav om eksempelvis offentliggørelse af regnskaber.

Indtil nu har det derfor stået uklart for offentligheden, hvor mange af de indsamlede midler, der er gået videre til syge børn. Men nu konkluderer politiet altså, at de indsamlede penge til foreningen er blevet forbrugt af bagmændene selv.

- Det er selvfølgelig en kompliceret efterforskning, fordi det er rigtig mange penge, der er samlet ind, og de bevæger sig igennem forskellige konti og også til udlandet. Derfor er det noget, der er meget tidskrævende og kompliceret, siger Jørgen Andersen, vicepolitiinspektør Fyns Politi.

Efterforskningen fortsætter

Fyns Politi fortsætter efterforskningen af Foreningen for Danske Kræftramte Børn, men vil ikke kommentere på, hvor mange penge foreningen har samlet ind, eller om der er flere sigtelser på vej. 

- Vi har stadig en lang række spor, vi skal have efterforsket, og vi er selvfølgelig ikke interesseret i, at nogen skal kunne følge med i den, siger Jørgen Andersen, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi. 

Bør have tillid til indsamlinger

Christian Lundblad er formand for Indsamlingsnævnet. Han giver et godt råd til, hvordan man let kan tjekke, om en forening har reelle hensigter.

- Hvis man er i tvivl om en indsamling er i orden, så bør man gå ind på indsamlingsnævnets hjemmeside (indsamlingsnaevnet.dk red.). Her er det let at tjekke, om en organisation er nævnt og dermed godkendt, siger Christian Lundblad.

Han mener, at man generelt kan have tillid til indsamlinger i Danmark.

TV 2 har skrevet til Foreningen for Danske Kræftramte Børn og spurgt ind til, hvordan de forholder sig til sigtelserne. Men foreningen er ikke vendt tilbage på TV 2’s henvendelse.

Operation X fortsætter optrevlingen af Foreningen for Danske Kræftramte Børn og afslører to nye fup-foreninger. Kræftbørn misbrugt til indsamlingsfup II sendes tirsdag den 28. november klokken 20:00 på TV 2.