I det fynske folks tjeneste

Læger tiltalt for medvirken til selvmord får dom i dag: - Jeg har gjort det eneste rigtige

Onsdag falder der dom i retssag, hvor en pensioneret læge og en tidligere psykiater er tiltalt for medvirken til selvmord.

I samarbejde med TV2.dk

Onsdag falder der dom i retssagen mod den 77-årige pensionerede læge Svend Lings og den 83-årige tidligere psykiater Frits Schjøtts, der er tiltalt for medvirken til selvmord. Foto: Sonny Munk Carlsen / Ritzau Scanpix

Det er en menneskeret at begå selvmord, har menneskerettighedsdomstolen afgjort. Men det er ulovligt at medvirke til, at en anden begår selvmord, siger den danske lovgivning.

Jeg har det udmærket. Min samvittighed er jo ren

Svend Lings

Hvor går grænsen? Er man skyldig, hvis man alene giver råd til, hvordan et menneske kan begå selvmord, og udskriver medicinen så vedkommende selv kan gøre det?

Det spørgsmål skal retten i Svendborg i dag onsdag give svaret på, når der klokken 13 skal afsiges dom i den historiske sag mod den 77-årige pensionerede læge Svend Lings og den 83-årige tidligere psykiater Frits Schjøtts.

TV 2 besøgte onsdag morgen Svend Lings forud for afgørelsen. Og her var det ikke nervøsitet, der prægede stemningen.

- Jeg har det udmærket. Min samvittighed er jo ren. Jeg synes, jeg har gjort det eneste rigtige. Og dommen selv bekymrer mig ikke, sagde den pensionerede læge til TV 2.

Tiltalt for tre sager

Svend Lings er sammen med Frits Schjøtt tiltalt for at have instrueret til selvmord. Det drejer sig om tre konkrete sager.

Man skal tilbage til 90’erne for at finde noget lignende

Henrik Stagetorn, Stagetorn Advokater

De er begge tiltalt for at hjælpe en mand med forsøg på selvmord, hvor Frits Schjøtts har udskrevet sovemiddel og givet det til Svend Lings, der gav det videre til manden.

Selvmordsforsøget mislykkedes.

Derudover er Svend Lings alene tiltalt for at have udleveret sovemiddel til den 70-årige kendte brilledesigner Jørgen Vesterby, der døde i maj 2017.

Og så blev han i august også tiltalt for at have instrueret en kvinde i at indtage medicin samt at tage en plasticpose over hovedet og på den måde hjælpe hende med at begå selvmord.

Lings tror mest på frikendelse

Anklagerne er enestående i dansk retspraksis.

Og man skal ifølge forsvarsadvokat og partner i Stagetorn Advokater, Henrik Stagetorn, lang tid tilbage for at finde den seneste af de få lignende sager:

- Man skal tilbage til 90’erne for at finde noget lignende. Der var det nogle familiemedlemmer, der blev tiltalt. Og man skal endnu længere tilbage for at finde sager, hvor det er læger, altså professionelle, der har hjulpet til selvmord, siger Henrik Stagetorn til TV 2.

Svend Lings tror selv mest på, at han bliver frikendt.

- Der er ingen for tilfælde. Det er jo ikke til at vide. Eller også får jeg en mild dom, siger han til TV 2.

Anklager: Enhver selvmordshjælp er strafbart

Men ifølge anklager Kirsten Flummer er enhver hjælp til selvmord strafbart i Danmark.

En skærpelse af Straffeloven i 2004 betød, at straframmen for medvirken til selvmord blev hævet fra fire måneders hæfte til op til tre års fængsel.

Hvor går grænsen mellem at medvirke til selvmord og bare hjælpe folk, der er ildestedt og beder en om et godt råd

Svend Lings

Samtidig er det væsentligt, at hverken Svend Lings eller Frits Schjøtt har haft nogen relation til sagens tre personer, som enten begik selvmord eller forsøgte på det, mener Kirsten Flummer:

- De få afgørelser, vi har, handler om personer med nære relationer, procederede anklager Kirsten Flummer den 19. september i retten i Svendborg.

Det er sager mod familie eller venner til en afdød. Og sager med formildende omstændigheder, hvor der har været følelser i spil, forklarede anklageren.

- Vi er langt ude over de forhold, domstolene har behandlet tidligere. Der er ikke nogen formildende omstændigheder. Vi er nødt til at forholde os til det, der står i Straffeloven, procederede Kirsten Flummer og krævede fire måneders fængsel for hvert forhold.

Læs også Barn af misbrugsforældre: Hanna har haft selvmordstanker, siden hun var otte

Altså op til fire måneders fængsel til Frits Schjøtt - og op til 12 måneders fængsel til Svend Lings.

Interessant gråzone

Den pensionerede læge erkender blankt over for TV 2, at han er medvirket til selvmord, men mener, at det befinder sig i et ”interessant gråzoneormåde”.

- Hvor går grænsen mellem at medvirke til selvmord og bare hjælpe folk, der er ildestedt og beder en om et godt råd? Hvor går grænserne for ytringsfriheden? Hvor aktiv skal man være? Skal man være fysisk til stede? Skal man foretage sig noget fysisk, for at man kan sige, at man har hjulpet med til selvmord?, spørger Svend Lings retorisk TV 2s reporter.

Svend Lings har gentagne gange og på grov vis handlet imod de etiske principper, som alle Lægeforeningens medlemmer er forpligtet på at handle efter

Lægeetisk Nævns vurdering

Hans forsvarsadvokat Hanne Rahbæk giver da heller ikke meget for anklagerens argument:

- Man bør lægge vægt på, at det ikke er egennyttige formål, men etiske, der gør, at min klient har kastet sig ud i debatten, procederede Hanne Rahbæk i retten den 19. september.

Lings: Det er prisen værd

Og debat har det skabt.

Svend Lings har længe været synlig i debatten om retten til aktivt selvmord. Blandt andet i TV 2-dokumentaren ’Jørgen vil dø’, der handler om brilledesigneren Jørgen Vesterby, som efter en hjerneblødning blev svært handicappet og ønskede at begå selvmord.

En sag, Svend Lings nu er tiltalt for.

Mange fagfolk og læger har siden kastet sig ind i debatten. Senest onsdag hvor Lægeetisk Nævn, som er nedsat af Lægeforeningen, kom med en vurdering af Svend Lings gerninger.

Den siger, at Svend Lings brød de etiske principper, da han skaffede syge mennesker medicin til selvmord og lagde en selvmordsmanual på internettet.

- Lægeetisk Nævn finder i enighed, at Svend Lings gentagne gange og på grov vis har handlet imod de etiske principper, som alle Lægeforeningens medlemmer er forpligtet på at handle efter, skriver nævnet, hvis afgørelser er uafhængige af Lægeforeningen, i deres vurdering.

Selvmordsmanualen på internettet er dog ikke ulovlig. Det har Justitsministeriet fastslået.

Svend Lings fortalte kort før domsafsigelsen, at han er glad for den debat, han står i midten af:

- Det er var ligesom det, der var formålet med det hele, sagde han.

Skulle han få en dom i dag, har det været prisen værd:

- Absolut. Det er det da. Det er jo en kamp, der har stået på i årtier. Og den er ikke slut endnu. Tværtimod. Lægeforeningen har taget et tilbage skridt og har pludselig indført et etisk princip, som går os imod. Det er bare et led i kampen.

I samarbejde med TV2.dk