I det fynske folks tjeneste

Shitstorm: Flet næbbet, Peter A.G.!

00:27
I samarbejde med TV2.dk

Gnagsforsanger Peter A.G. stak hånden i en hvepserede, da han udtalte sig om angst til TV 2/YN.

Det skulle egentlig have været en godhjertet opfordring til at holde hovedet højt, men det har i stedet gjort angstramte godt hidsige. 

Anledningen var 'Sindets Dag' i Odense, hvor sangeren var inviteret til at holde et foredrag. Bagefter snakkede han med TV2 Fyn, hvor han sagde, at man ikke skal dyrke sin diagnose.

Se klippet øverst.

Det har fået mange op i det røde felt, og hundredevis af mennesker har tilkendegivet deres utilfredshed med Peters udtalelse på TV2 Fyns Facebookside, hvor klippet er blevet afspillet over 160.000 gange. 

- Når Peter AG starter en lang tirade om, at det gælder om at "løfte næbbet" med at sige, at han ikke kender til angst, så skulle han overveje, om han egentlig ikke bare skulle flette næbbet, skriver Cathrine la Cour på Facebook.

- Åh ha kære Peter. Det er sgu ikke bare sådan lige. Vær glad for du aldrig har fået en sådan diagnose, ja eller flere af slagsen på en gang. Det er ikke bare sådan lige at " løfte næbet". Det kan tage et helt liv!!! Håber aldrig du bliver ramt!!, skriver Marianne Christensen også på Facebook.

Peter A.G. er overrasket

- Jeg taler slet ikke til angstramte og andre sindslidende. Jeg ved ingenting om angst. Jeg mente, at danskerne er verdens lykkeligste folk, men vi ser ikke sådan ud. Vi er alle nødt til at oppe os, fordi vi er blevet nærtagende og selvoptaget. Engang stod vi for ordentlig omsorg for hinanden. En kærlig omsorg, som gjorde, at man kunne blive rask, siger han.

Han mener, at videoklippet er taget ud af en sammenhæng, og han derfor bliver misforstået. 

- De må da gerne være sure på mig. Hvis de misforstår mig, så kan de da bare høre mine sange. Så ved de hvad jeg står for. Jeg taler til den mentale tilstand hos alle danskere, siger han. 

Er vi blevet sarte?

Sangeren mener dog stadig, at danskerne generelt er blevet sarte, og at man skal lære at finde sine resurser og tære på dem, så man kan komme langt på ren viljekraft.

- Vi skal alle anstrenge os på at tage os sammen, løfte i flok og glæde os på andres vegne.

Ved du noget? Så send os et tip

I samarbejde med TV2.dk