I det fynske folks tjeneste

Hver sjette fynbo er ramt: Pernille kan ikke holde ud at være udenfor

Pernille Larsen nyder næsten altid det gode vejr indenfor. Hun kæmper nemlig med pollenallergi ligesom en million andre danskere. En sygdom, som tit bliver behandlet som en skavank.

00:29

For Pernille Larsen er det hverdag at tage medicin, når pollen får kroppen til at klø, næsen til at løbe og øjnene til at tørre ud. Video: Reza Sahraei

Pernille Larsen er pollenallergiker. Og for hende er det gode påskevejr faktisk lidt af et mareridt. 

- Lige nu er det rimelig irriterende. Til alle påskefrokosterne er der mange, der gerne vil sidde ude, men det kan jeg bare ikke. Jeg er nødt til at gå ind efter ganske kort tid, for jeg kan mærke, at det begynder at kradse rundt omkring på kroppen, min næse løber, og jeg begynder at få ondt i øjnene, fortæller Pernille Larsen. 

Det er faktisk en sygdom, som langt hen ad vejen bliver behandlet som en skavank. Det er det altså ikke.

Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark

Pernille kæmper ligesom hver sjette fynbo med symptomer som løbende næse og tørre og kløende øjne. 

- Hele min krop klør bare, og så får jeg røde plamager rundt om på grund af eksem, hvis jeg ikke spiser min medicin. 

Læs også Jette har børneeksem: - Det har store konsekvenser

Allerede i februar, altså en måned før pollensæsonen bryder ud, begynder Pernille Larsen at tage forebyggende medicin. Og så trapper hun ellers op med piller i løbet af foråret. Det skal hun fortsætte med helt hen til august eller september. 

- Så det er faktisk næsten hele året, at jeg tager medicin mod det, siger Pernille Larsen.

Pernille Larsen tager hver dag piller og næsespray. Hvis hun ikke gør, så kan hun overhovedet ikke være ude. Foto: Reza Sahraei

- Det er lidt nederen. Det er irriterende, at man skal være afhængig af at tage piller, bare fordi man ikke kan tåle græs eller birk. 

Men det er ikke kun medicinen, der er belastende for Pernille Larsen. Det sociale liv lider også under pollensæsonen. 

- Det er dét der med, at man altid skal være den, der til en grillaften siger: Kan vi ikke blive indenfor? 

Gode råd udendørs

  • Husk din medicin.
  • Undgå eller begræns udendørsaktiviteter såsom idræt, hvis du får svære symptomer.
  • Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller.
  • Brug eventuelt en pollenmaske, så du ikke indånder luft med pollen.
  • Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng.
  • Hvis du har allergi over for svampesporer, så undgå skoven, når det er fugtigt eller lige har regnet.
  • På cykel bliver du udsat for store mængder pollen. Jo mere du anstrenger dig, jo mere pollenforurenet luft trækker du ned i lungerne. Derfor er det vigtigt, at du er velbehandlet, hvis du cykler meget og har høfeber.

Kilde: Astma-Allergi Danmark

Se mere

 

- Jeg vil rigtig gerne sidde udenfor og hygge mig, men det går bare ikke. For efter kort tid kan jeg ikke trække vejret ordentlig til trods for, at jeg tager medicin, fortæller hun.

Folk går jo syge på job

Lige nu buldrer højsæsonen for elm og birkepollen derudaf. Det kan de mærke hos Astma-Allergi Danmark, hvor telefonerne hos rådgivningen gløder. 

- Det er faktisk en sygdom, som langt hen ad vejen bliver behandlet som en skavank. Det er det altså ikke. Det er en sygdom, og der er store konsekvenser forbundet med det - både livskvalitetmæssigt og jobmæssigt. Folk går jo syge på job, fortæller Anne Holm Hansen, der er vicedirektør hos Astma-Allergi Danmark, til TV 2/Fyn. 

Den 9. maj afholder Astma-Allergi Danmark for første gang høfeberskole blandt andet i Odense. 

- Folk står i kø for at komme med. Det er jo, fordi det her rækker ud i forhold til en sygdom, som er meget svigtet, fortæller Anne Holm Hansen. 

Pernille Larsen er begejstret for det nye tiltag, for hun gik også i flere år uden at blive behandlet med den rigtige medicin.

- Jeg synes helt klart, at der er mangel på informationer omkring høfeber. For man er tvivl om, hvad symptomerne er, og hvilken medicin, der er bedst at tage? Så jeg synes, det er helt vildt smart, at der kommer en høfeberskole, som man kan tage på.

Du kan se hele indslaget med Pernille Larsen herunder.

02:41 Luk video