Pistolrøver røvede Brugsen i Vissenbjerg

Politiet efterlyser en mand, der lørdag formiddag begik væbnet røveri mod Brugsen på Østergade 11 i Vissenbjerg.

Røveriet skete omkring klokken 10 lørdag formiddag.

- Manden truede sig til kassebeholdningen med en lille grå eller sort pistol eller revolver, muligvis med sort løb. Han puttede pengene i en rød pose, hvorefter han stak af til fods, siger vagtchef Thomas Bentsen, Fyns Politi.

Politiet har ledt efter manden i området, ligesom der er sikret spor fra Brugsen, og de kendte kriminelle i området har fået besøg af politiet.

- Vi har rusket op i det kriminelle miljø derude, der heldigvis ikke er så stort, men der er ingen af dem vi kender, vi kan hænge op på noget i den forbindelse, fortæller vagtchefen.

Røveren beskrives som en dansk mand, der formodentlig talte med sjællandsk accent.

Han er omkring 180 cm høj, slank og var under røveriet iført en mørkeblå termokedeldragt og sort elefanthue.

- Og vi ved fra vidneforklaringer, at han er løbe af Nørrevænget i nordlig retning efter røveriet, oplyser vagtchefen.

Fyns Politi hører meget gerne fra vidner eller andre, der har oplysninger om røveren og det lidt specielle våben han brugte, eller måske kender nogen, der ligger inde med et tilsvarende våben.

Oplysninger til politiet på telefon 114.

Brugsen i Vissenbjerg er åben igen for handlende.

Oversigt

    Oversigt