I det fynske folks tjeneste

Politiet leder stadig efter mor til dødt barn

Dna fra dødt spædbarn fundet i å i Odense kan være spor til moren, men det har vist sig svært at få en dna-prøve, der kan bruges

Det har vist sig svært at få en dna-prøve, der kan bruges.

Et nyfødt spædbarn blev i juni fundet i en plasticpose i en å i Odense. Politiet har siden ledt efter forældrene, men mangler stadig at finde det afgørende spor.

Afleverede DNA

Sagen vakte stor opsigt, og i løbet af få dage fik politiet en række kvinder i kikkerten som mulige mødre.

- I forbindelse med at barneliget dukkede op, så var der en del, der henledte vores opmærksomhed på kvinder, der kunne have været gravide, og som efterfølgende havde født et barn. Og en del af de kvinder har efterfølgende afgivet en reference-prøve til os, fortæller Jack Liedecke, Vicepolitikommissær, Fyns Politi, Odense.

De har frivilligt afleveret dna, og teknikerne har siden arbejdet med at genskabe spædbarnets dna for at se, om det passer sammen med en af prøverne. Det har vist sig at være uventet svært, fordi liget af spædbarnet har ligget så længe i åen.

Overvejer dyrere test

- Rets-genetisk har lovet, at det har første prioritet det her, men den proces, hvor man prøver at lave en dna på ud fra knoglevæv, det er en langvarig proces. Så vi må vente og se, og have den tålmodighed, der skal til, siger Jack Liedecke.

Liget blev fundet 12. juni under en oprensning af åen. Barnet lå i en pose sammen med en række effekter og sten. På en af stenene stod en afskedshilsen skrevet: "Undskyld. Hvil i fred. Mor og far elsker dig, min lille dreng".