I det fynske folks tjeneste

Politiformand: Det var ikke vold

Det var et lovligt frigørelsesgreb. Sådan betegner formanden for de fynske politifolks fagforening, det greb, som en betjent brugte på en demonstrant tirsdag aften i Svendborg.

Politiet måtte anholde 23 personer i Svendborg.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Statsadvokaten for Fyn vil undersøge, om betjenten fra Fyns Politi tog unødigt voldsomme magtmidler i brug, da politiet tirsdag aften skulle opløse en gruppe venstreorienterede demonstranter foran biblioteket i Svendborg.

På et billede, der blev bragt i Fyns Amts Avis i går, har en politimand begge hænder solidt plantet om halsen på den 18-årige demonstrant Thor Eriksen fra Odense, der selv mener, at der blev taget kvælertag på ham.
- Jeg er pissesur over, at politiet ikke kan finde på andre måder at anholde folk på. De gik hårdhændet til værks, siger han til Fyens Stiftstidende.

Intet kritisabelt

Men der er ikke noget kritisabelt i metoden, betjenten anvendte, lyder vurderingen fra Hans Illum Hansen, formand for politifolkenes fagforening på Fyn:
- Jeg har set billederne, og efter min bedste vurdering er der tale om et almindeligt frigørelsesgreb for at skille den her menneskekæde ad i en situation, hvor demonstranterne står sammen ved albuerne, siger han til avisen.

Ifølge Hans Illum Hansen er et frigørelsesgreb en af de ting, betjentene lærer på politiskolen.
- Man holder en hånd op omkring hagen på den pågældende, og så trykker man let bag øret, hvorefter man trækker den pågældende fri. Det er et forholdsvis simpelt indgreb, som virker ganske effektivt, forklarer Illum til Fyens Stiftstidende.

Hos Fyns Politi vil man ikke kommentere sagen under henvisning til, at Statsadvokaten nu er indblandet.