I det fynske folks tjeneste

Politikere om Benjamin: Det skal løses hurtigt

Udvalgspolitikere i Faaborg-Midtfyn Kommune går nu ind i sagen om otteårige Benjamin, som lider af infantil autisme og er hårdt belastet af daglige skift mellem hjem og skole.

00:56

Private mobiloptagelser af 8-årige svært autistiske Benjamin viser, hvordan han ofte reagerer, når han skal af sted i skole. Video: Private mobiloptagelser

Onsdag aften holder udvalget for Opvækst og Læring møde, og her vil flere af de udvalgsmedlemmer, som TV 2/Fyn har været i kontakt med i løbet af onsdagen, komme med en liste af spørgsmål, som de forventer, at forvaltningen kommer med svar på.

- Jeg vil bede om at få præsenteret de nyeste informationer i sagen, fordi den her sag skal løses meget hurtigt, siger Kam Aas Christensen, der er socialdemokratisk medlem af Opvækst- og Læringsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Han bakkes op af Dansk Folkeparti.

- Der er utrolig mange ting, der undrer mig, og som jeg gerne vil spørge ind til, siger udvalgsmedlem for Dansk Folkeparti, Jack Odgaard.

Særligt oplysningerne om, at det er en ekstern eksperts vurdering af sagen, der blandt andet ligger til grund for det afslag på en ugentlig fridag, som Benjamins familie har modtaget, giver anledning til spørgsmål, mener Jack Odgaard.

- Jeg kan garantere dig for, at oplysningerne om, at forvaltningen skulle have indhentet en ekstern vurdering i sagen, det er noget af det, jeg meget gerne vil have fuldstændig klarhed over, siger Jack Odgaard.

Læs også Kommune om autistiske Benjamin: Vi har strukket os langt

De politiske meldinger kommer efter, at koncernchefen i den relevante afdeling i Faaborg-Midtfyn Kommune, Michael Gravesen, i går sagde i et interview, at han umiddelbart ikke mener, at der er anledning til at genvurdere sagen om Benjamin.

Udvalgsformand vil ikke komme med løfter forud for møde

Formanden for Opvækst- og Læringsudvalget, Jakob Holm, vil ikke forud for aftenens møde forholde sig til, om en ændret afgørelse kan komme på tale.

Han vil heller ikke forholde sig til, om Faaborg-Midtfyn Kommune kunne være villig til at afprøve en ordning med nedsat skoletid for Benjamin.

- Jeg anerkender, at det er en vanskelig situation, familien befinder sig i. Vi håber, at vi kan finde en løsning sammen med familien på det møde, som er planlagt. Indtil da ligger sagen i Ankestyrelsen, siger Jakob Holm, der er formand for udvalget for Opvækst og Læring i Faaborg-Midtfyn Kommune og medlem af SF.

TV 2/Fyn er tilstede for en frisk kommentar fra udvalgsformand Jakob Holm efter mødet.

Politisk interesse for sagen efter medieomtale

Reaktionerne kommer efter, at Benjamins forældre tirsdag stod frem på TV 2/Fyn.

Her fortalte Benjamin mor, Susanne Green, hvordan parret hver morgen kæmper for at få deres otteårige svært autistiske dreng af sted i skole.

En kamp, som kan vare flere timer - og som efterhånden har gjort Benjamin så stressbelastet, at han har udviklet fysiske symptomer i form af mavesmerter, diarré og grådanfald. 

- Det er jo ikke holdbart som familie at skulle blive ved morgen efter morgen, år efter år, på den her måde, sagde Susanne Green, der er mor til Benjamin.

Benjamin lider af infantil autisme og mental retardering.

Hans sproglige færdigheder er begrænsede, og det fremgår også af Benjamins papirer, at det ikke er muligt at lære ham pædagogiske strategier, der kan gøre skiftet mellem skole og hjem nemmere for ham.

Her kan du se hele indslaget om Benjamin:

05:03 Luk video

Politikere: Økonomi er ikke et argument - det handler om Benjamin

Billederne af Benjamins reaktioner har gjort stort indtryk på flere udvalgspolitikere.

- Jeg er dybt ulykkelig på familiens vegne. Jeg føler virkelig med dem. Det er forfærdeligt det her, siger Jack Odgaard fra Dansk Folkeparti.

Læs også Autismeforeningen om Benjamin-sag: Det handler om penge

Han fastholder samtidig, at afgørelser om, hvorvidt et barn har brug for nedsat skoletid aldrig må kobles sammen med overvejelser om, hvorvidt kommunen ønsker at udbetale tabt arbejdsfortjeneste til barnets forældre.

- Det er Benjamin, jeg tænker på. Han er det vigtigste i det her, og han skal hjælpes. Den måde, vi som kommune hjælper familien på, må aldrig afhænge af, hvad der økonomisk betaler sig for kommunen, siger Jack Odgaard fra Dansk Folkeparti.

- Som jeg oplever det, er vi udvalgspolitikere uanset partifarve helt enige om, at det aldrig må komme til at handle om økonomi, når der skal træffes afgørelse i sager som den her, siger socialdemokraternes Kim Aas Christensen.

Ingen af de to udvalgsmedlemmer vil onsdag komme med konkrete bud på, hvad der videre skal ske i sagen.