I det fynske folks tjeneste

Poul Hansens OB-job overrasker kollega

Peter Kjær er noget overrasket over, at kommentatorkollegaen Poul Hansen er ny sportsdirektør i OB.

Torsdag præsenterede superligaklubben OB Poul Hansen som ny sportsdirektør. Ansættelsen kommer bag på Peter Kjær, der nu skal sige farvel til en kommentatorkollega.

- Når man går og venter på, hvem det skal være, så bliver man altid lidt overrasket, og det er også tilfældet her.

- Jeg havde ikke troet, at Poul ville tilbage til arbejdet på den anden side af bordet, siger Peter Kjær, som kommenterer for 3+.

Poul Hansen har de seneste år været ekspert for TV2 og TV2 Sport, men har en fortid som træner i blandt andet Lyngby og AGF. Desuden har han også været sportschef i Lyngby og Farum, inden klubben blev til FC Nordsjælland.

Peter Kjær har selv været sportsdirektør, men han valgte at stoppe efter mindre end et halvt år i Silkeborg, så han ved, hvad der nu venter Poul Hansen.

- Det er en voldsom stor opgave, men en spændende en af slagsen. Det er et af de allerstørste job, du kan få i Superligaen. OB er en topklub, som gerne vil være en endnu større topklub.

- Men Poul får sit at se til, og der skal ske meget i OB i de kommende transfervinduer, siger Peter Kjær med henvisning til OB's sløje sæson.

Fynboerne, som de seneste tre sæsoner er blevet nummer to i Superligaen, er i øjeblikket blot nummer otte, og der florerer konstant historier om uro i spillertruppen.

- Han kommer til at være på arbejde fra tidlig morgen og hele dagen frem, og sådan er det alle ugens dage, siger Peter Kjær.

Frem til 6. december fortsætter Poul Hansen i sit job som ekspertkommentator for TV2 Sport, men han er allerede tiltrådt i OB.

Fynboerne har ikke haft en sportsdirektør siden fyringen af Kim Brink i september sidste år.

Ved du noget? Så send os et tip