I det fynske folks tjeneste

Prisstigningerne på ejerboliger fortsætter

Priserne på ejerboliger stiger fortsat. Parcelhuse er steget med 6,4 procent i 2. kvt. 2006 i forhold til årets 1. kvt. Ejerlejligheder steg med 5,5 procent.

Priserne på ejerboliger stiger fortsat, viser helt friske tal fra Realkreditrådet. Dermed modsiger tørre fakta den seneste tids spekulationer om det modsatte, siger Realkreditrådet.

Parcel- og rækkehuse er gennemsnitligt steget med 6,4 procent i forhold til 1. kvartal 2006 og med 25,9 procent på et helt år. Ejerlejligheder er steget med 5,5 procent i forhold til sidste kvartal og med 27,5 procent i forhold til samme kvartal året før. Fritidshuse er steget med henholdsvis 3,7 procent og 17,3 procent.

- Den megen debat om faldende salgspriser kan således ikke genkendes i statistikken, siger Realkreditrådets direktør, Torben Gjede, i en pressemeddelelse.

Aktiviteten er generelt højere om foråret. Det bekræftes af Realkreditrådets tidsserie for ejendomspriserne, som viser, at der gennemsnitlig er flere handler og højere prisstigninger i 2. kvartal end i 4. og 1. kvartal.