Privatskoler står stærkt på Fyn

Andelen af børn, der går i privatskoler, er væsentligt højere end landsgennemsnittet i flere fynske kommuner. I Faaborg-Midtfyn og Nyborg går hver tredje barn i privatskole.

I seks fynske kommuner overstiger andelen af skolebørn i privat skoler landsgennemsnittet på 16,5 procent. Kun i Assens, Kerteminde, Ærø og Langeland er gennemsnittet af børn i private skoler lavere end landsgennemsnittet. Det viser en analyse fra tænketanken Cevea.

- Den fælles folkeskole, hvor direktørdatter og arbejdersøn sidder side om side, har en stor del af æren for, at Danmark i dag er et meget homogent land med høj social mobilitet og en gennemsnitlig velstand, der nok vækker misundelse i mange andre lande. Men nu ser vi, at forældre med økonomisk overskud flytter deres børn væk fra det fælles projekt. Hvis folkeskolen mister flere ressourcestærke elever til privatskolerne, risikerer den at falde fra hinanden, siger Jens Jonatan Steen, analysechef i Cevea.

I Faaborg-Midtfyn går hele 31,3 procent af børnene i privatskole, og i Nyborg slå tallet rekord på Fyn med 32,5 procent. Kun på Samsø er andelen af børn i privatskoler højere end i Nyborg.

- Hvis vi ikke stopper udviklingen, vil der ikke være en fælles skole at tale om i 2023. Vi vil derimod stå med et A- og et B-hold - eliten og dem, de andre ikke vil lege med. Hvis vi vil bevare den fælles skole som det reelle førstevalg, må vi handle nu. Vi må stille krav til privatskolerne om at tage et større socialt ansvar for deres massive statsstøtte, siger Jens Jonatan Steen.

Ceveas analyse viser, at andelen af danske grundskoleelever i privatskoler siden år 2000 er steget med 36,4 procent. Forsætter udviklingen, vil hvert femte danske skolebarn i år 2023 gå på privatskole. Men i Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Svendborg Kommune er dette niveau imidlertid for længst passeret.

Oversigt

    Oversigt