I det fynske folks tjeneste

Proforma: Uønsket pakistaner forsøgte at blive gift

Tysk/pakistansk par forsøgte at indgå ægteskab på Ærø, men det endte med, at parret blev anholdt.

Normalt er det en fest, når der foretages vielser på skønne Ærø, men mandag endte et bestilt bryllup med anholdelser af både brud og gom. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix/arkiv

Man vier ikke bare folk blindt på Ærø. Også selv om det er "big business" med i omegnen af et par tusind vielser om året.

Det måtte et par se i øjnene, da de mandag morgen mødte op til aftalt tid hos giftefogeden.

Her er standard-proceduren, at det giftelystne pars identitetspapirer tjekkes, inden vielsen foretages.

Denne gang måtte Fyns Politi trække i bremsen. En søgning i databasen viste nemlig, at gommen var uønsket i Schengen-området, fortæller vagtchef Asbjørn Larsen, Fyns Politi. 

Således måtte folk fra Fyns Politis udlændinge-afdeling i Svendborg sejle til Ærø og foretage en dobbelt anholdelse.

Det er gommen, som er uønsket i Schengen. Han er fra Pakistan, mens kvinden er fra Tyskland.

Tirsdag vil de begge blive fremstillet i grundlovsforhør. Og bruden risikerer at blive sigtet for forsøg på menneskesmugling, mens gommen efter al sandsynlighed bliver sendt ud af Schengen.

Læs også Ærø giftekniv