Psykisk syge mister værested

Der var krisemøde på Værestedet Nordfyn i Otterup onsdag. De to ansatte havde trommet brugere og frivillige hjælpere sammen for at fortælle den chokerende nyhed, at stedet skal lukkes.

Værestedet er det eneste af sin art i Nordfyns Kommune.  Nemlig et sted hvor folk kan komme lige ind fra gaden, uden at skulle igennem sagsbehandlere og visiteres til et dagtilbud.

Der er to ansatte og otte frivillige hjælpere på stedet.

Hammer i hovedet

Den daglige leder Per Hansen er rystet over lukningen.

- Jeg troede aldrig jeg skulle bruge flosklen om at jeg er dybt rystet og bevæget over de reaktioner, jeg har fået af brugerne, men det er jeg - det er en hammer i hovedet, fortæller han.

Skærer på kerneydelser

Grunden til at Værestedet Nordfyn skal lukkes er besparelser i kommunen.

Nordfyn Kommune skal finde 60 millioner kroner til næste år - lukningen af værestedet vil skaffe den ene million.

- Der er ikke mange af de udgifter, vi nu piller væk, der kan betegnes som overflødige, vi er helt inde og skære i rigtig mange af de gode kerneydelser vi har udført hidtil, siger Nordfyns borgmester Morten Andersen (Venstre)

Oversigt

    Oversigt