I det fynske folks tjeneste

Rasmussen og far afviser skræddersyet DM

Alex Rasmussen afviser, at hans far, Claus Rasmussen, som arrangerer cykel-DM i år, har skræddersyet ruten.

Det burde være helt unødvendigt at hjælpe cykelrytteren Alex Rasmussen, som er storfavorit til at vinde DM-titlen i enkeltstart torsdag aften i Nyborg.

Men omkring DM-hovedkvarteret på Hotel Nyborg Strand bliver der alligevel drillet lidt med, at HTC-Highroad-rytterens far, Cykling Odenses formand, Claus Rasmussen, har skræddersyet ruten til sin søn.

Det afviser Claus Rasmussen med et grin.

- Når man nu har chancen, så skal man da. Nej, det er ikke helt sandt, at jeg har lagt ruten til ham, for faktisk er der også en god stigning undervejs ude på Svendborg-vejen. Det kan blive et tæt løb mellem Jakob Fuglsang og ham, siger Claus Rasmussen.

Claus Rasmussen har som løbsansvarlig ved DM planlagt årets rute, som løber over 39,9 kilometer ned ad hovedvejen fra Nyborg mod Svendborg og tilbage til Nyborg.

Alex Rasmussen er dog ikke helt tilfreds med ruten, som den er kommet til at se ud i år.

- Jeg kunne godt have lavet en endnu bedre rute. Vi snakkede faktisk om, om han havde lagt en god en til mig. Til min fordel tæller, at vi starter lidt højere, end vi slutter.

- Men ellers er det meget det samme som sidste år med de lange hovedvejsbakker, som generede mig lidt sidste år, men jeg tror ikke, de volder de store problemer i år, siger Alex Rasmussen.

Far og søn har snakket meget om ruten, men den har været fastlagt længe inden, at Alex Rasmussen begyndte at tænke på DM.

DM-ruterne til enkeltstart er ofte lagt på større hovedveje, og på det parameter passer de godt til HTC-Highroad-rytteren.

- For en rytter af min støbning, er det selvfølgelig altid en fordel med nogle lange hovedveje, fordi jeg godt kan lide at træde de store gear, siger Alex Rasmussen.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.