I det fynske folks tjeneste

Rekord: 30.000 til julemarked på Egeskov Slot

Dette års julemarked på Egeskov Slot blev det mest besøgte nogensinde.

Foto: Egeskov

De sidste tre weekender har der været julemarked på Egeskov. Det er femte år Egeskov holder julemarked, og dette år slog alle tidligere rekorder.

I alt 30.000 gæster besøgte julemarkedet.

Julemarkedet havde 126 forskellige salgsboder med alt fra kunsthåndværk over brugskunst til delikatesser.

Gæsterne kom fra hele Fyn, men i stigende grad også fra andre områder i landet og udlandet, lyder der fra Egeskov..

Læs også Egeskov-direktør modtog fornem pris

- Egeskov Julemarked er gennem de sidste fem år blevet udvidet løbende for at kunne rumme den meget store interesse, som vi oplever. Der er løbende åbnet nye bygninger til markedsboderne og der er kommet nye events og nye hyggeområder til gæsterne. Markedet er også blevet udvidet fra to til tre weekender, og vi har også allerede nu spændende ideer i støbeskeen til 2018, fortæller direktør Henrik Neelmeyer i en pressemeddelelse.

Lige nu er haven på Egeskov ved at blive omdannet til lyseventen "Luminis – Smukt lys på Egeskov", som finder sted den 8. og 9. december.

Til næste år vil "Luminis" finde sted den sidste weekend med julemarkedet, den 23 og 24. november 2018.