I det fynske folks tjeneste

Rekordtilmelding til HCA-maraton

Mere end 2300 løbere har tilmeldt sig årets udgave af H.C. Andersen Marathon, og dermed bliver den 6. udgave af det fynske maraton-løb det hidtil største løb.

Sidste år deltog 2100 løbere i maraton-løbet og i alt var 3000 tilmeldt de forskellige distancer. På nuværende tidspunkt har 2300 tilmeldt sig løbet på 42,195 km, og i alt er der næsten 3000 tilmeldte til maraton, skaterløb, kørestols- og håndcykelrace, minimaraton over 4,2 km og lørdagens 5 km løb, H. C. Andersen Løbet.

- Selvom vi har termin sammen med Berlin Marathon, der tiltrækker mange danske løbere, er det strømmet ind med tilmeldinger. Vi tager det som et tegn på det høje kvalitetetsniveau, som vi hele tiden søger at udvikle til gavn for deltagerne, siger løbsdirektør Torben Simonsen.

Det nyklassiske maratonløb bliver også mere internationalt i år. 32 forskellige nationer deltager mod 24 sidste år.

- Elitefeltet i dette års løb er også det hidtil bedste. Vi kan præsentere sidste års vindere og rekordholderne i H.C. Andersen Marathon, Daniel Too fra Kenya og populære Gitte Karlshøj, siger Torben Simonsen.

Selvom deltagerrekorden allerede er slået regner løbsledelsen med at endnu flere vil nå at tilmelde sig de sidste 12 dage.

- Vi 25 % flere deltagere tilmeldt det samlede løbsarrangement end på samme tidspunkt i 2004,  Allerede 12 dage før startskuddet er der også flere tilmeldte på maraton end sidste år, og det tegner godt, da vi normalt får flere hundrede efteranmeldelser i dagene op til løbet, siger løbsdirektør Torben Simonsen.

Maratonløbet bliver afviklet 25. september.