I det fynske folks tjeneste

Rikke Møller Pedersen må nøjes med VM-sølv

Verdensrekordholderen Rikke Møller Pedersen snuppede sølv i 200-meter bryst ved langbane-VM i svømning.

Verdensrekordholderen Rikke Møller Pedersen måtte skuffende nøjes med sølv i 200-meter bryst ved langbane-VM i svømning. Det var Danmarks anden medalje ved VM i Barcelona.

På de første 50 meter var Rikke Møller Pedersen hurtigst, og efter 100 meter trak danskeren yderligere fra, men det var ikke nok til at tage sejren og guldet i sidste ende.

Yulia Efimova havde den bedste slutspurt, og den 24-årige dansker kunne ikke svare igen, da russeren efter den sidste vending langsomt og sikkert overhalede Rikke Møller Pedersen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Lige nu er jeg lidt skuffet. Det var et godt løb, og jeg kæmpede og forsøgte at nå forrest. Men det lykkedes ikke, siger Rikke Møller Pedersen til Eurosport.

Torsdag slog Rikke Møller Pedersen verdensrekord på distancen, men den tid var den 24-årige dansker et godt stykke fra fredag aften.

Rikke Møller Pedersen bankede hænderne i enden af bassinet i tiden 2.20,08 minutter, og det var 67 hundreddele af et sekund langsommere end Efimova.

Torsdag aften var danskeren helt suveræn i verdensrekordtiden 2.19,11 minutter, så der var knap et sekunds forskel mellem de to præstationer.

- Efimova er en lille fedterøv, sådan at ligge og nasse på min energi, siger Rikke Møller Pedersen til Politikens hjemmeside.

Rikke Møller Pedersen ville gerne have byttet verdensrekorden ud med en guldmedalje, hvis hun selv kunne vælge.

- Medaljer består, og rekorder forgår, så jeg ville gerne have byttet, siger Rikke Møller Pedersen.

23-årige Micah Lawrence fra USA vandt bronze.

Ved du noget? Så send os et tip