I det fynske folks tjeneste

Rock Nalle forsøgte at tage sit eget liv

Sangeren Rock Nalle levede gennem 15 år som gadenarkoman. En dag fik han nok og ville gøre en ende på det. Selvmordsforsøget mislykkedes.

Rock Nalle overvejede at begå selvmord ifølge en ny biografi, skrevet af den fynske journalist Klaus Knakkergaard.

Livet kunne have fået en brat ende for sangeren Rock Nalle tilbage i 1994. Efter at have levet en årrække som heroinnarkoman på gaden i Odense, havde Nalle fået nok.

En aften besluttede han sig for at bruge alle pengene fra sin næste understøttelse på heroin og fixe det hele på en gang.

- Jeg købte alt det junk, jeg kunne få, og så tog jeg det, fortæller Rock Nalle ifølge Ekstra Bladet i en ny biografi, "Nalle - et liv ad omveje", som er skrevet af den fynske journalist Klaus Knakkergaard.

- Desværre - eller heldigvis for mig nu - så var der ikke noget junk i Odense, der var stærk nok til at gøre det hele forbi. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for i dag, men dengang var det en kæmpe nedtur.

Det var en mislykket slankeoperation, der førte Rock Nalle ud i det smertehelvede, som skulle drive ham til heroinmisbrug.

Inden da havde Nalle op gennem 1960'erne og 1970'erne ellers en karriere som en af landets populæreste sangere med "Gode gamle fru Olsen" som sit vel nok største hit.

Da Roland Lyhne Sørensen, som er Rock Nalles borgerlige navn, i 1995 besluttede sig for at søge hjælp, vejede han sølle 56 kilo og havde kun 15 tænder i munden.

Hjælpen fik han på behandlingscentret Egeborg på Lolland, hvor Nalle opholdt sig i 14 måneder. Han har været clean siden den 7. november 1995.