I det fynske folks tjeneste

Schefvert efterlyser træfsikkerhed

100 procents-chancerne skal udnyttes bedre, hvis GOG skal fremtvinge en tredje kamp om DM-titlen i håndbold for mænd.

Hvis GOG skal vinde den anden DM-finale skal fynboerne være mere træfsikre.

Der var chanceudnyttelsen til forskel, da FCK Håndbold slog GOG Svendborg 36-29 i den første DM-finale i håndbold for mænd. Sådan lyder analysen i hvert fald fra GOG-træner Ulf Schefvert, der kræver bedre scoringsprocent af sine spillere, hvis målet om en tredje finalekamp skal realiseres tirsdag aften.

- Vi kan jo starte med at score på vores straffekast, og så skal vi også have mere ud af vores kontraløb. Vi havde masser af kontrachancer i fredags, men vi udnyttede dem ikke. Vi brændte vel en 10-12 store chancer, og så var FCK hurtige til at få fat på returen og lave mål i den anden ende, når vi mistede bolden, siger svenskeren.

Kampen mellem GOG og FCK spilles tirsdag klokken 21 i Odense Idrætshal. Alt andet end en hjemmesejr til fynboerne betyder, at FCK bliver danske mestre. Vinder GOG, falder afgørelsen først i den tredje finalekamp, som i givet fald skal spilles i Frederiksberg Opvisningshal fredag aften.