I det fynske folks tjeneste

Se listen: Disse fynske projekter får støtte fra Energi Fyns fonde

Årets fondsuddeling fandt sted ved et uformelt arrangement hos Energi Fyn onsdag 25. april. Energi Fyns bestyrelsesformand Søren Thorsager overrakte midlerne til repræsentanter fra de 26 projekter. Foto: Energi Fyn/PR

For 13. år i træk har Energi Fyns to fonde uddelt milder. Denne gang støtter 2,4 millioner kroner 26 fynske projekter. Knap 200 projekter har siden 2005 fået støtte.

Med hjælp fra penge fra Energi Fyns to fonde kan Den Fynske Opera nu udskifte dets belysning, Vejstrup Vandmølle kan sættes i stand, og Hartvigsen & Ko kan komme videre med udviklingen af en mobil talestyret tilskæringsrobot.

De tre projekter har sammen med 23 andre projekter netop modtaget midler fra Energi Fyns to fonde.

- Vores to fonde støtter igen i år en lang række spændende projekter. Det spænder vidt, men projekterne har alle det til fælles, at de medvirker til at skabe glæde, gavn og udvikling for Fyn og fynboerne, fortæller Bent Agerholm, administrerende direktør hos Energi Fyn og fondsadministrator.

Energi Fyns to fonde blev stiftet i 2005 med det formål at medvirke til at udvikle Fyn. Fondene har siden da uddelt fondsmidler til tæt på 200 forskellige projekter på hele Fyn.

- At dømme ud fra antal af ansøgninger er de gode idéer ikke blevet mindre med årene. Snarere tværtimod, konstaterer Bent Agerholm.

Læs også Klovnerierne fortsætter på OUH

De fik penge af de to fonde

Årets fondsmodtagere - Energi Fyns Almene Fond:
  • Helnæs Forsamlingshus modtager 90.000 kroner til genetablering af forsamlingshusets oprindelige bygningspræg fra 1907.
  • Harm Ehmen modtager 50.000 kroner til at skrive en bog om Gasa i forbindelse med deres 90-års-jubilæum.
  • Danmarks Kartoffelmuseum modtager 26.000 kroner til renovering af museet samt udarbejdelse af markedsføringsmateriale.
  • FDF Brendrup Harndrup modtager 48.500 kroner til opførelse af bålhytte, shelters og redskabsrum.
  • Langelands Museum modtager 43.500 kroner til opstilling af ti skilte på ti langelandske lokaliteter, der har fungeret som scene for langelands- og danmarkshistorien.
  • H.C. Andersen Paraden modtager 75.000 kroner til udvikling og fremtidssikring af Paradens scene i forbindelse med, at scenen flyttes permanent til Eventyrhaven.
  • Turismens Venner modtager 50.000 kroner til etablering af belysning på et stort træ ved en indfaldsvej til Kerteminde.
  • Den Fynske Opera modtager 150.000 kroner til udskiftning af belysningen i teatersalen.
  • Cafe Fabers modtager 50.000 kroner til indkøb og installation af scenelys.
  • Rønninge Lokalråd modtager 25.000 kroner til etablering af et nyt legemiljø i Rønninge.
  • Sct. Georgs Gildet i Bogense modtager 67.575 kroner til istandsættelse af et loftsrum i en spejderhytte.
  • Træskibsforeningen Faaborg modtager 86.071 kroner til indkøb af nyt navigations- og redningsudstyr til sejlskibet Haabet.
  • Arbejdsgruppen for forøget naturturisme modtager 24.197 kroner til et stort naturturismeprojekt bestående af en formidlingsstation og forskellige tiltag i området ved Vissenbjergbakkerne.
  • Tidens Samling modtager 20.000 kroner til et projekt, der skal gøre museets samling digitalt tilgængelig på blandt andet skoletube.dk.
  • Vejstrup Vandmølle modtager 100.000 kroner til istandsættelse af den fredede møllebygning.
  • Bederslev Gl. Skole Forsamlingshus modtager 20.000 kroner til fornyelse af hoveddøren i den gamle skolebygning, som i dag huser forsamlingshuset.
  • Lyø Beboerforening modtager 114.410 kroner til etablering af kombineret bålhytte og madpakkehus, der skal ligge centralt på Lyø.
  • Refsvindinge Natur og Kulturcenter modtager 86.000 kroner til etablering af værksteder til en gruppe unge med komplekse problemstillinger af faglig, social eller helbredsmæssig karakter.
  • Veteranhjem Odense modtager 100.000 kroner til etablering af "Veteranernes have", der skal opføres i haven bag Veteranhjem Odense.
  • Aa Grundejer- og Beboerforening modtager 53.000 kroner til at genetablere og afmærke to historiske stier i området.
  • Det Fynske Dyrskue modtager 191.000 kroner til renovering af en pavillon på dyrskuet.

Årets fondsmodtagere - Energi Fyns Udviklingsfond:
  • Institut for Fødevarer i Aarslev modtager 200.000 kroner til at undersøge mulighederne for at anvende helt specifikke lysspektrer fra LED til at skabe mere smag i krydderurter.
  • Hartvigsen & Ko modtager 300.000 kroner til udvikling af en mobil, talestyret tilskæringsrobot, som skal målrettes byggebranchen.
  • Biologisk Institut, SDU modtager 130.000 kroner til et ph.d.-stipendiat, som omhandler test af droner og dronemonteret udstyr.
  • Mud2Green modtager 200.000 kroner til udvikling af et energioptimeret anlæg til behandling af boremudder med fokus på separering og opkoncentrering af farlige stoffer til genanvendelse.
  • Mærsk Mckinney Møller Institutttet, SDU modtager 177.120 kroner til udvikling af et system til inspektionsdroner, der kan lade op direkte fra højspændingsnettet og dermed effektivisere brugen af dronen.
Kilde: Energi Fyn

Fakta om fondene

Energi Fyns Almene Fond:
Energi Fyns Almene Fond støtter kulturelle, turistmæssige og sundhedsmæssige formål, der har offentlighedens interesse - og som appellerer til og nydes af et stort publikum.
Fonden uddeler i alt 1.470.235 kroner til 21 forskellige projekter.

Energi Fyns Udviklingsfond:
Energi Fyns Udviklingsfond støtter udviklingsprojekter inden for energiudvikling og elektrotekniske/tekniske løsninger med henblik på at fremme udviklingsmiljøet inden for området.
Fonden uddeler i alt 1.007.120 kroner til fem projekter.

Læs mere om Energi Fyns fonde og projekterne på www.energifyn.dk/fonde.

 

Ved du noget? Så send os et tip