Sigtet tavs om knivdrab i Tommerup

Dommer i Odense har fængslet den mand, der sigtes for drabet på en 61-årig mand i Tommerup Stationsby.

En 51-årig mand var tavs, da en dommer tirsdag skulle afgøre, om han skulle varetægtsfængsles i sagen om drabet på en 10 år ældre mand i Tommerup Stationsby.

Men politiets materiale er ifølge dommeren stærkt nok til at underbygge mistanken mod den 51-årige, der skal være frihedsberøvet til 29. december.

Offeret og den sigtede mand kendte hinanden i forvejen, men meget mere ønsker Fyns Politi ikke at sige om sagen.

Øjenvidner troede først, at den 61-årige var syg, da han mandag eftermiddag blev fundet foran sin ældrebolig. Men det viste sig snart, at han var blevet stukket med kniv.

Overfaldet skete inde i offerets egen lejlighed, mener politiet.

Kort efter forbrydelsen lykkedes det for betjente at anholde den 51-årige.

Oversigt

    Oversigt