I det fynske folks tjeneste

Skarp S-SF-kritik af Søvndal og Thorning

02:12
00:20
00:20

1 af 4

Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Julie Skovsby (S), og SF-folketingsmedlemmet Anette Vilhelmsen retter nu en skarp kritik af både statsministeren, udenrigsministeren og sundhedsministeren.

Til TV 2/FYN siger de to, at de godt kan forstå, hvis vælgerne i Svendborg føler sig "ført bag lyset" af de tre toppolitikere i sagen om akutfunktionen i Svendborg, der tirsdag fik det endelige dødsstød. Og de siger samtidig, at de godt kan forstå, hvis borgere i det sydfynske opfatter sagen som et "løftebrud".
- Jeg kan godt forstå den følelse. For den følelse har jeg også selv, siger Julie Skovsby til TV 2/FYN.

Både før og under valgkampen lovede politikere fra Socialdemokraterne og SF, at akutfunktionen ville blive bevaret, hvis partierne kom til magten. Sidste efterår gav daværende gruppeformand for Socialdemokraterne, Carsten Hansen, en skriftlig garanti om bevarelsen af akutfunktionen, som den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siden bakkede op. Også SFs partiformand, den nuværende udenrigsminister Villy Søvndal, talte for bevarelsen af akutfunktionen.

Hoppede i stolen

Men tirsdag stod det endelig klart, at akutfunktionen får dødsstødet. Det har på Fyn ført til massiv kritik af regeringen. Og mange fynske vælgere mener, at regeringen har begået et klart løftebrud.
- Jeg kan sagtens forstå, at man oplever det sådan. Det tror jeg også, at jeg ville gøre. Jeg hoppede da også i stolen, da det lige pludselig blev sagt, at det bliver ikke sådan, siger Annette Vilhelmsen til TV 2/FYN.

På spørgsmålet, om Annette Vilhelmsen forstår, hvis borgerne i Svendborg føler sig ført bag lyset af SFs partiformand Villy Søvndal, sundhedsminister Astrid Krag (SF) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) svarer hun:
- Ja, det kan jeg godt forstå.

Sundhedsformand: forkert beslutning

Julie Skovsby er enig med Annette Vilhelmsen.
- Hvis man har lyttet til, hvad der er blevet sagt, så har man en forventning om, at en ny regering vil træffe en anden beslutning. Det kan jeg godt forstå, siger hun.

Tirsdag sendte sundhedsminister Astrid Krag (SF) et brev til Region Syddanmark, som regionen betegner som den endelig dødsdom over akutfunktionen. Og det får nu de to folketingsmedlemmer til at tage bladet fra munden og rette en hård kritik af deres egen regerings topfolk.

Astrid Krag skriver blandt andet i brevet, at hvis Region Syddanmark vil bevare akutfunktionen i Svendborg, så bliver det nye universitetshospital et andet hospital end det, der er givet tilsagn til.
- Jeg havde selv en klar forventning om, at man ville træffe en anden beslutning, end den man nu har truffet. Jeg skal beklage, at man har truffet den beslutning. Det er ikke den beslutning, jeg synes, er den rigtige eller mest fornuftige, fortæller Julie Skovsby.

Region Syddanmark vil ikke røre ved grundlaget ved det universitetshospital, som regeringen kræver, hvis akutfunktionen skal bevares. Og det koster reelt akutfunktionen livet. Derfor har Region Syddanmark nu erklæret, at den har opgivet kampen for akutfunktionen.

Det har ikke været muligt for TV 2/FYN at få en kommentar fra hverken statsministeren, sundhedsministeren og udenrigsministeren.

Skriftligt svar fra ministeren

TV 2/FYN kunne ikke få interview med sundhedsminister Astrid Krag, men har fået et skriftligt svar pr. email.

Det lyder således:

- Jeg forstår godt, at der er ærgrelse, men jeg mener ikke, at der er tale om et løftebrud fra denne regerings side. Det svar, jeg har givet Region Syddanmark, anfægter ikke regionens kompetence til at træffe beslutninger om sygehusplanen.
Men som sundhedsminister har jeg gjort det klart, at en ny ansøgning vil blive vurderet ud fra bestemte faglige hensyn, og at et nyt OUH-projekt ikke kan garanteres samme beløb som det nuværende.

Ved du noget? Så send os et tip