Skattelettelser til ø-pendlere måske på vej

Ø-pendlerne kan måske se frem til en ekstra skattelettelse, der skal gøre det mere attraktivt at bosætte sig på øerne i de fynske yderkommunerne.

Det skal være mere attraktivt at bosætte sig på øerne i yderkommunerne.

Det vil Finansministeriet sætte fokus på i et nyt finanslovsudspil, de offentliggør torsdag. 

I udspillet lægger Finansministeriet op til at indføre et ø-fradrag for pendlere i yderkommuner.

Ø-fradraget er et supplement til det allerede forhøjede befordringsfradag, men fordi mange af pendlerne kun rejser 1-2 gange om ugen, og bor et midlertidigt sted, kan de ikke drage særlig meget fordel ud af det. 

Skattelettelse for ø-pendlere

Mai Mercado, børne- og socialminister (K), håber, at DF vil tage godt imod udspillet. 

- Der er rigtig mange ø-boere, som kommer til mig fra eksempelvis Ærø, og siger, at det her er en udfordring og en ekstra udgift, siger Mai Mercado til TV 2/Fyn.

De gældende regler er betinget af, at det på grund af afstanden mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted, ikke er muligt at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Fradraget vil derfor komme til at betyde, at pendlere kan få standardsatsen for logi, selvom det ikke er en midlertidig arbejdsplads.

Det betyder at ø-pendlere i de 25 yderkommuner kan fradrage 214 kroner per døgn, når de ikke kan overnatte hjemme på grund af afstanden. Fradraget er dog stadig underlagt begrænsning for rejsefradrag, der i 2018 udgør 27.400 kroner.

Øerne skal være attraktive

- Vi skal jo have blik for, at det også skal være attraktivt at bosætte sig på øerne - også på Ærø, så derfor synes jeg, at det er rigtig godt, at vi nu kommer ind og ville kunne give det her ekstra fradrag i de 25 yderkommuner som blandt andet Ærø, således at vi altså får en skattelettelse svarende til de her 7.000 kroner årligt. Jeg håber meget på, at der er opbakning, når vi skal forhandle finansloven på plads, siger Mai Mercado. 

For en fynbo, der bor på en ikke brofast ø, og overnatter væk fra hjemmet i gennemsnit tre dage om ugen, vil fradraget udgøre ca. 27.000 kroner, svarende til en skattelettelse på ca. 7.000 kroner årligt. Det er selvfølgelig fortsat et krav, at man ikke kan overnatte hjemme. 

Der er i dag ca. 4.000 ø-pendlere, men Finansministeriet forventer ikke, at alle vil udnytte fradraget fuldt ud.

Oversigt

    Oversigt