Slagteri-lukning: Regionen klar med million til redningsaktion

På et møde i Regionsrådet har de syddanske politikere mandag besluttet at bruge en million kroner på hurtigt at få de fyrede slagteri-arbejdere tilbage i job.

For de knap 500 fyrede slagteri-arbejdere ligger fremtiden i blandt andet håndværksfag og gartnerierhverv.

Pengene fra regionen skal bruges til en analyse, der skal afklare, hvordan omstillingen kan ske, så den bliver til størst muligt gavn for både den enkelte og samfundet.

- Når 472 mennesker får at vide, at deres økonomiske fundament forsvinder under fødderne på dem, gælder det om, at vi som ansvarlige politikere handler resolut og sætter arbejdet i gang med det samme. Derfor afsætter vi her og nu en mio. kr. inden for regional udviklings rammer til at starte arbejdet med en vækst- og omstillingsplan for de berørte medarbejdere og deres familier, fortæller Venstres regionsrådsformand Carl Holst.

Det forventes at en del af fyrede kan finde jobs blandt andet i byggebranchen, hvor der de kommende år skal bruges milliarder af kroner og masser af arbejdskraft på Fyn.

Danish Crown-slagteriet i Faaborg skal lukke i 2016.

Oversigt

    Oversigt