Slukøret røver anholdt i guldfarvet bil

Med anholdelsen af en mand fik Fyns Politi opklaret hele tre forbrydelser på en gang.

Følelserne må have vekslet mellem dyb skuffelse og stor lettelse for en mand, der tirsdag både slap væk og blev anholdt flere gange.

Manden dukkede første gang op på radaren hos Fyns Politi, da der ved fire-tiden tirsdag eftermiddag blev slået alarm om et mislykket røveri hos Totalbanken i Gelsted.

Manden truede med en 20 centimeter lang kniv og sagde "Det er et røveri, giv mig pengene".

- Men personalet måtte gøre ham opmærksom på, at det var en pengeløs bank, fortæller vagtchefen hos Fyns Politi.

Derfor valgte den tomhændede røver at stikke af fra stedet i en guldfarvet Toyota Corolla.

Men trangen til hurtige penge var åbenbart temmelig presserende, for kort efter kom der melding om, at en mand havde forsøgt at tage penge fra kassen i brugsen i Harndrup.

- De ansatte får tilbageholdt ham, til vi kommer frem. Men da han ikke umiddelbart kan sættes i forbindelse med bankrøveriet, bliver han løsladt, fortæller politiets vagtchef.

Men den ekstra chance brugte manden, der er i 30'erne, til at køre det nærliggende Morud, hvor han igen forsøgte at stjæle penge fra kassen i Brugsen.

Vidner så gerningsmanden flygte i den guldfarvet Toyota, og det lykkedes 10 minutter senere politiet at stoppe bilen i det vestlige Odense.

- Manden passer på signalementet fra alle tre gerningssteder. Og i bilen fandt vi både et beløb, der passer med kassedykket i Morud, og en kniv, lyder det fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt