I det fynske folks tjeneste

Nyborg vedtager rygeforbud: Slut med at ryge på hjemmearbejdsdage

Ansatte i Nyborg Kommune må fra 1. august 2020 ikke længere ryge i arbejdstiden. Få svar på, hvad rygeforbuddet betyder for de ansatte.

Ansatte i Nyborg Kommune må ikke længere ryge i arbejdstiden - heller ikke derhjemme, eller på vejen ud til borgerne. Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Fra 1. august næste år må ansatte i Nyborg Kommune ikke længere nyde en cigaret i arbejdstiden.

Det har kommunens Økonomiudvalg netop endeligt vedtaget.

Rygeforbuddet gælder alle kommunens cirka 2.500 ansatte - også dem, der selv betaler deres pauser. Fremover er det heller ikke tilladt for kommunens borgere at ryge, mens der er kommunalt besøg i hjemmet.

Læs også Ingen smøg i pauserne: Fynsk kommune forbyder rygning

Er du i tvivl om, du er omfattet af forbuddet, kan du blive klogere i de nedenstående spørgsmål/svar, inden du tænder din smøg.

Nej, du må ikke ryge derhjemme

Må jeg ryge, hvis jeg har en hjemmearbejdsdag?

Ansatte i kommunen må ikke ryge i nærheden af udstyr eller andet materiale, som kommunen stiller til rådighed, og må derfor som udgangspunkt ikke ryge på hjemmearbejdsdage. Det vil dog ikke blive kontrolleret, om de ansatte overholder rygereglerne i egne hjem.

 

Må jeg ryge, når jeg har overarbejde eller lang arbejdsdag?

Nej.

 

Må jeg ryge, når jeg er på lejrskole, koloni eller lignende?

Hvis ledelsen tillader det, må de ansatte ryge i de tidsrum, de ikke er ansvarlige for børn. Det forudsætter dog, at de ansatte ikke modtager løn, mens der ryges, og at rygningen sker i privat tøj og aldrig iført id, der kan henvise til Nyborg Kommune. Rygningen må heller ikke ske på kommunens martrikler, og rygningen må ikke overværes af børn eller borgere, de ansatte er ansvarlige for.

 

Må jeg ryge, når jeg er på kursusophold med overnatning?

Ja, uden for normal arbejdstid, må du ryge, hvis du ikke får løn.

 

Må jeg ryge til et socialt arrangement eller en personalefest uden for normal arbejdstid?

Ja, hvis du ikke får løn, må du ryge uden for matriklen til arrangementer uden for normal arbejdstid. 

 

Må jeg ryge, når jeg er til et møde ude i byen eller transporterer mig mellem to borgere eller arbejdspladser?

Nej.

 

Må jeg ryge, når jeg afspadserer/flekser ud en del af arbejdsdagen (eksempelvis de sidste timer af dagen)?

Ja, hvis du skifter tøj og først ryger, når du har forladt matriklen. Du må til gengæld ikke flekse ud med det formål at ryge.

 

Må jeg ryge i min selvbetalte frokostpause?

Ja, hvis du skifter til tøj og forlader matriklen.

 

Jeg arbejder uden øvre tjenestetid, er der særlige regler for mig?

Nej, du må ligesom andre ansatte ikke ryge.

 

Må jeg ryge i mit hjem som dagplejer?

Du må ikke ryge i arbejdstiden og aldrig i det primære rum, børnene opholder sig. 

 

Må jeg ryge på bostedet, hvor de unge har et rygeområde?

Nej, ansatte, der færdes på institutioner med rygeområder, er fortsat omfattet af rygepolitikken.

 

Hvad gør jeg, når jeg skal besøge en borger, der ryger i eget hjem?

Borgeren må ikke ryge, så længe du opholder dig i hjemmet.

 

Må jeg ryge på et arbejdssted med rygelokalitet for borgerne?

På steder, hvor der skal tages særlige hensyn til borgerne, kan der etableres rygeområder eller lignende. Ansatte, der færdes på arbejdspladser med rygeområder, er fortsat omfattet af rygepolitikken.

Gælder også politikere

Rygereglerne gælder i udgangspunktet ikke kommunens byrådspolitikere, da de ikke er ansat af kommunen, selvom de modtager honorarer for deres arbejde.

Dog kommer de 25 byrådspolitikere også til at overholde forbuddet, fortæller borgmester Kenneth Muhs (V).

- Det er meningen, at forslaget også skal omfatte politikerne, men det har Hovedudvalget ikke kunnet foreslå, fordi det kun er ledelsen og de ansatte, der er repræsenteret her, siger han.

Overholder man som ansat ikke reglerne kan man få en påtale, advarsel og i yderste konsekvens miste jobbet.