Sms'er får konsekvenser for institution

Kommune vil nu indskærpe over for pædagogerne i en selvejende institution, at lumre sms'er til børn ikke er okay. Sådan er omgangstonen, forklarer de ansatte.

Lumre sms'er til en 11-årig pige er en del af omgangstonen på en selvejende institution i Middelfart. Det er kommet frem i en retssag og får nu kommunen til at reagere.

- Jeg mener overhovedet ikke, at det er acceptabelt. Vi vil som kommune føre en dialog med bestyrelsen om deres holdning til de her ting, og jeg tror, de er enige med os, siger Søren Illum Nielsen (S), der er formand for Børn-Unge og Fritidsudvalget i Middelfart. Han understreger, at kommunen allerede er i kontakt med institutionen, men som tilsynsmyndighed ikke direkte kan blande sig i ansættelser.

Det er institutionens 34-årige sygemeldte leder, der har forklaret om tonen i retten. Han er blevet bakket op af to nuværende ansatte. Den 34-årige leder er tiltalt for blufærdighedskrænkelse og overgreb, blandt andet på grund af sms'er til en 11-årig pige, hvor han skriver, at han vil kysse hende og gå fra sin kone for pigens skyld. Manden har forklaret beskederne med, at pigen var selvmordstruet, og at det derfor var et pædagogisk redskab.

Oversigt

    Oversigt