Socialt udsatte frygter fremtiden

De socialt udsatte i Odense frygter for besparelser. Kommunen overvejer nemlig at fjerne tilskuddet til et par af byens væresteder. Tirsdag afgøres fremtiden for brugerne.

Beskæftigelses- og Socialudvalget skal finde besparelser på flere forskellige områder.  Tirsdag besluttes det, hvor de sidste 1,5 million kroner skal findes.

Værestedet Øst i Odense og Café Paraplyen er to væresteder, som får besked om deres fremtid tirsdag, når politikerne løfter sløret for de sidste besparelser.  De to steder er for socialt udsatte, der kæmper med alt fra ensomhed til misbrug. 

- Her kan jeg komme ned og få noget hjælp, hvis der er et eller andet, jeg ikke kan finde ud af kommunalt, så klarer de det her, siger Henry Slettemose, der er bruger af Værestedet Øst.

Ifølge kommunen kan der findes penge ved at spare på tilskuddet til værestederne og muligheden for at finde billigere lokaler til eksempelvis Værestedet Øst.

- Efter at have været alle andre områder i gennem, så er vi også nødt til at kigge på det område, som vi allernødigst vil kigge på - nemlig det der handler om de socialt udsatte, siger Steen Møller, der er formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune.    

Det afgøres i løbet af tirsdagen, hvilken fremtid værestederne går i møde. Se hele indslaget om besparelser på værestederne nedenfor. Det blev bragt mandag den 6. juni i 19.30-udsendelsen.

 

 

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt