Sodavand med rensevæske

En 34-årig mand fra Skårup på Sydfyn blev mandag aften indlagt efter at have drukket en sodavand. Sodavanden indeholdt formentlig rensevæske.

Grumset og underlig lugt

I stedet for at få slukket tørsten blev en 34-årig mand fra Skårup mandag indlagt på sygehuset i Svendborg med kriller og ondt i halsen efter at have drukket en sodavand.

Manden havde drukket af en ½ liters Faxe Kondi fra Albani, selvom den godt nok så lidt grumset ud og havde en underlig lugt. Efterfølgende fik han kriller i halsen og blev utilpas.

- Sodavanden har formentlig indeholdt rensevæske, fortæller vagthavende ved Svendborg Politi.

Stadig indlagt

Ifølge politiet så fortæller Albani, at det højst sandsynligt kun er den flaske, der har indeholdt væsken. Alligevel beder politiet om, at folk at være opmærksom, hvis sodavanden lugter eller ser underlig ud.

Den ½ liters sodavand Faxe Kondi var købt i Brugsen i Skårup.

Den 34-årige er tirsdag morgen stadig indlagt på sygehuset til observation.

Oversigt

    Oversigt