Splid i Kristeligt Folkeparti over moske

Formanden for Kristeligt Folkeparti i Odense, Niels Erik Søndergård, er i modstrid med partiets holdninger, når han deltager i et initiativ for at stoppe etablering af en fællesmoske for fynske muslimer. Se indslag om "Stormoske Nejtak"

Odenseformand irettesat af partiledelsen

Formanden for Kristeligt Folkeparti i Odense, Niels Erik Søndergård, er i modstrid med partiets holdninger, når han deltager i et initiativ for at stoppe etablering af en fællesmoske for fynske muslimer.

Foreløbig har det resulteret i en skriftlig irettesættelse fra partisekretæren. Også den fynske partitop vil, som det udtrykkes, tage en kammeratlig samtale med Niels Erik Søndergård senere på måneden.

"Kristeligt Folkeparti går ind for religionsfrihed og retten til at have et samlingssted. Dette naturligvis på samme vilkår som f. eks. de mindre kirkesamfund i Danmark", siger Kristeligt Folkepartis amtsformand på Fyn, Oluf Jensen.

Niels Erik Søndergård er medstifter af initiativet, "Stormoske Nejtak". Formålet er at hindre oprettelse af en fælles moske for forskellige muslimske grupper på Fyn. Stifterne mener, den kan blive arnested for fundamentalisme og styrke det, de kalder: de uheldige sider af islam. Gruppen har oprettet en hjemmeside på internettet, bl.a. med en underskriftsindsamling.

Andre stiftere af "Stormoske Nejtak" er: Dr. theol.h.c. Helge Haystrup, Odense, og Cand Mag. Alex Ahrendtsen, Odense, der er folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Svendborg-Langelandkredsen.

Efter omtale i pressen har forretningsudvalget for Kristeligt Folkeparti i Fyns Amt drøftet Niels Erik Søndergårds deltagelse i initiativet.

Udmeldingen er, at hans indstilling til fællesmoskéen er i direkte modstrid med Kristeligt Folkepartis holdning.

"Niels Erik Søndergård kender partiets og amtsbestyrelsens holdning til disse synspunkter. Vi er også kede af den kobling til Dansk Folkeparti disse synspunkter kunne give indtryk af", siger amtsformand Oluf Jensen.

Niels Erik Søndergård fik for et par år siden en næse af partiledelsen. Den gang på grund af udtalelser imod muslimers ønsker om egne gravpladser.

Oversigt

    Oversigt