I det fynske folks tjeneste

Start hjertet på Fyn

01:19

1 af 2

Mange steder i landet er der gratis kurser i hjertestarter onsdag - også på Fyn. Den 16. oktober er såkaldt Hjertestarterdag i Danmark.

Det nytter, at flere og flere kan bruge en hjertestarter, siger Beredskabsforbundet, der står bag aktiviteterne, der sætter fokus på hjerte-lunge-redning.

- I Danmark er der hvert år 3.500 personer, som falder om med et hjertestop uden for hospitalet. Deres chance for at overleve afhænger af, at der er mennesker til stede, som kan og tør yde livreddende førstehjælp, siger Mads Jakobsen, presse- og kommunikationschef i Beredskabsforbundet

I dag overlever ca. 10 pct. hjertestop uden for hospitalet i Danmark, og det er en stigning i forhold til for 10 år siden. Men derfor er der stadig behov for, at flere danskere kan livreddende førstehjælp.

- Og ikke være bange for at reagere, når en person falder om med hjertestop, siger Mads Jakobsen.

På Fyn afholder Beredskabsforbundet onsdag den 16. oktober to gratis kurser i brugen af hjertestarter. Kurset varer 4 timer og indeholder 3 timer Hjerte-Lunge-Redning + 1 time om hjertestarteren.

Det ene kursus foregår i Søndersø, mens det andet finder sted i Ebberuphallen. Man skal have tilmeldt sig kurset på forhånd, så der er ikke længere plads.

Prøv selv i Rosengårdscentret

TrygFondens LivredderPatrulje besøger Rosengårdscentret i Odense, hvor de demonstrerer, hvordan man giver hjertemassage og kunstigt åndedræt og viser, hvordan man bruger en hjertestarter.

Der er også mulighed for selv at prøve at yde livreddende førstehjælp på en genoplivningsdukke.

Arrangementet er for både børn og voksne og foregår kl. 13, 14, 15, 16 og 17. Hver demonstration tager ca. 20 minutter.

Ved du noget? Så send os et tip