Minister bekræfter: Stop for udbetaling skyldes sag om svindel

Der er en sammenhæng mellem sagen om underslæb for 111 millioner og nedlukning af udbetalingssystemet, bekræfter børne- og socialministeren.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) bekræfter, at der er en sammenhæng mellem sagen om underslæb for 111 millioner og nedlukningen af Socialstyrelsens udbetalingssystem. 

- Sagen om underslæb i Socialstyrelsen er så alvorlig, at styrelsen har set sig nødsaget til at lukke for udbetaling af tilskud i en periode, fortæller ministeren til Ritzau. 

- Det sker for at sikre, at pengene går til de foreninger og organisationer, som er blevet dem tildelt.

I sidste uge kom det frem, at en 64-årig kvinde er sigtet for at svindle sig til 111 millioner kroner af satspuljemidlerne.

Det fik søndag Socialstyrelsen til at lukke ned for udbetalingen af satspuljemidler, der skal hjælpe socialt udsatte.

Dermed tilbageholder styrelsen oktober måneds udbetaling af midler. 

Åbner op så hurtigt som muligt

Mai Mercado lover, at pengene kommer til udbetaling snarest muligt. Hun lover samtidig, at foreningerne nok skal få de penge, de har fået stillet i udsigt, skriver Ritzau. 

- Det er selvfølgelig ikke optimalt, men styrelsen arbejder intensivt på at få åbnet systemet, så man kan få pengene udbetalt på en sikker og kontrolleret måde, siger Mai Mercado.

Men går der to dage eller 14 dage, før foreningerne får deres penge?

- Jeg har tilkendegivet, at det skal ske så hurtigt som muligt, svarer ministeren og fortsætter:

- Men det er også vigtigt at sige, at systemet er lukket ned på grund af mistanken om underslæb. Og Socialstyrelsen arbejder hårdt på at få lukket eventuelle huller i systemet og på at etablere en proces, som sikrer, at midlerne går til de rette tilskudsmodtagere. 

Efter svindelsagen kom til offentlighedens kendskab, har der lydt kritik fra flere sider af, at der ikke har været ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingerne.

Rigsrevisionen har desuden gentagne gange kritiseret administrationen af midlerne, der årligt beløber sig til omtrent 15 milliarder kroner.

Foreninger er hårdt ramt

Flere foreninger er ifølge TV2 ramt af de manglende udbetalinger.

"Liva - Forening mod skadevirkninger af prostitution" er en social forening, der arbejder med at hjælpe prostituerede eller personer med skadevirkninger efter prostitution eller overgreb.

Ifølge direktør Flora Ghosh modtager foreningen i omegnen af 172.000 kroner om måneden fra Socialstyrelsen. 

Pengene kommer fra både satspuljemidlerne, tre frivillighedspuljer samt tips- og lottomidlerne.

- Vi kan ikke klare os uden pengene i særligt langt tid. Jeg tror ikke, at særligt mange sociale foreninger har meget på kistebunden. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at lægge puslespillet, så vi kan betale vores regninger og lønninger og i sidste ende hjælpe de socialt udsatte, siger hun til Ritzau.

 

Oversigt

    Oversigt