I det fynske folks tjeneste

Største sponsorat nogensinde til Nicki P.

Speedwaykøreren, Nicki Pedersen fra Fjelsted har fået den største sponsorkontrakt nogensinde i sin karriere og måske den største i speedway overhovedet.

Nicki Pedersen underskrev tirsdag den største sponsoraftale i sin karriere.

Kontrakten er indgået med det svenske firma Axelent, som er Sveriges førende producent og grossist af trådnet til industri og private.

Firmaet var en af verdensmesterens sponsorer i 2008-sæsonen. Erfaringerne herfra gør, at de opgraderer sponsoratet og bliver en af hans vigtigste sponsorer de kommende to år.

Samtidig forlænger Nicki Pedersen kontrakten med sin svenske klub, Lejonen, som Axelent også er sponsor for.

Klar over at Nicki P. koster

- Vi er klar over, at det koster at blive tættere knyttet til en personlighed som Nicki Pedersen, men det er vi helt parate til, udtaler Export Manager for Axelent, Stefan Axelsson.

- Han er en gennemført professionel, og dedikeret idrætsudøver, som udover rent sportsligt at have rykket vores klub, Lejonen, op i toppen af Eliteserien, også har øget kendthedsgraden af vores virksomhed ganske betydeligt, tilføjer han.

Det store sponsorat glæder naturligvis modtageren.

- Jeg er glad for at køre for Lejonen. Samtidig er sponsorkontrakten med Axelent et vigtigt skridt for mig, i forhold til at holde fast i toppen af den sport som jeg elsker. Den giver mig ganske enkelt friheden til at planlægge de kommende sæsoner på en måde, som giver mere overskud, siger Nicki Pedersen.