I det fynske folks tjeneste

Strid om frivillige i fitnesscentre fortsætter

Striden om efterlønnere som frivillig arbejdskraft i forenings-fitness-centre fortsætter. I sidste uge inviterede ministeren DGI til møde om sagen. Nu kræver brancheorganisationen også et møde med ministeren.

Ankestyrelsen har afgjort, at folk på efterløn eller dagpenge ikke må arbejde frivilligt i et foreningsfitnesscenter uden at blive trukket i deres ydelse.  Men beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), mener, at Ankestyrelsens afgørelse er for nidkær.

 I sidste uge inviterede beskæftigelsesministeren DGI til møde om sagen for åben skærm her på TV2/FYN.

- Vi bliver nødt til at lave et serviceeftersyn af reglerne her i foråret, sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag til TV2/FYN.

Det får nu brancheforeningen Dansk Fitness & Helse Organisation til at reagere. Fitnessbranchen var nemlig godt tilfredse med Ankestyrelsens afgørelse, fordi den understreger, at også foreningslivet er nødt til at tage hensyn til de kommercielle centre, når de udbyder fitness med offentlige midler i ryggen.

- Ankestyrelsens afgørelse handler derfor ikke om mulighederne for at være frivillig i en forening, men derimod om vilkårene for fair konkurrence på fitnessområdet, lyder det fra Morten Brustad, der er branchedirektør for Dansk Fitness & Helse Organisation.

Læs også Minister lytter til opråb fra foreninger

Frivillig skulle trækkes i efterløn

Sagen begyndte i Sunds nord for Herning, hvor Inge Precht var frivillig instruktør i det lokale foreningsfitness. To timer om ugen hjalp hun medlemmerne med at få sig rørt på den rigtige måde. Men fagforeningen mente, at hun skulle trækkes i efterløn. Og Ankestyrelsen bakkede op. 

DGI er gået ind i sagen, som nu skal køres som en retssag.

- Ankestyrelsen mener ikke, at der er tale om en almennyttig forening, fordi det er foreningsfitness. Det er en helt skør beslutning, og derfor rejser vi en sag mod dem, siger DGIs formand, Søren Møller.

Læs også Opråb fra foreningslivet: Det er ganske enkelt forrykt

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)  vil nu holde et møde med Dansk Gymnastik- og Idrætsforbund om sagen.

- I min verden er det blevet for nidkært. Vi skal overveje at givet efterlønnerne nogle lidt bedre vilkår, og det er også derfor, jeg kommer til at holde et møde med Søren Møller fra DGI. Og så kommer jeg til at se på, om vi ikke politisk kan bliver enige om måske at have en lidt mere lempelig tilgang til det her spørgsmål, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, Venstre, til TV2/FYN.

Foreninger tænkter som forretning

Brancheorganisationen for Dansk Fitness & Helse mener, at foreningernes indtog på fitnessområdet er en konsekvens af en topstyret, strategisk indsats på et forretningsmæssigt grundlag. Brancheorganisationen mener, at det er unfair konkurrence, hvis der ikke stilles krav til de foreningsdrevne fitnesscentre om, hvordan de kan bruge frivillige.

- Vi vil nu også bede om et møde med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen for at fremlægge vores synspunkter, siger Morten Brustad, der er branchedirektør for Dansk Fitness & Helse Organisation.

Ankestyrelsens afgørelse

Ankestyrelsen har i sin afgørelse lagt vægt på, at foreningsfitness udbyder fitness i konkurrence med de kommercielle fitnesscentre som eksempelvis FitnessWorld og Fitness DK, og at der andre steder bliver betalt løn for det samme instruktørarbejde. Derudover mener Ankestyrelsen heller ikke, at foreningsfitness er almennyttig.

Både KL og Kulturministeret betegner foreningsfitness som almennyttigt på samme vilkår som andre foreninger.