Svendborg må sige farvel til 20 millioner

Regeringens udligningsreform skulle have sendt 21,5 millioner kroner i Svendborg Kommunens slunkne pengekasse - nu får de kun 900.000, det skriver Fyns Amts Avis.

Indenrigsministeriets embedsmænd har regnet tallene igennem igen, og denne gang blev facit altså, at kommunen nu må nøjes med under ti procent af de penge, den ellers var stillet i udsigt.

- Vi har modtaget et revideret materiale fra Indenrigsministeriet, og ifølge de beregninger, vi har foretaget, så står vi tilbage med et meget lille beløb, siger borgmester Curt Sørensen til avisen.

Han har nu rettet henvendelse til både økonomi- indenrigsminister Margrethe Vestager og til de relevante embedsmænd, men har foreløbigt ikke kunnet få svar på, hvorfor kommunen nu må vinke farvel til de mange penge.

- Det er nogle sorte sommerskyer, der har trukket sig op over en ellers blå himmel. Nu bliver vi formentlig nødt til at sætte gang i spareinitiativer, og alle vores forslag til at udvide budgettet bliver sat på stand-by, siger Curt Sørensen.

Svendborg Kommune er den eneste på Fyn, der oplever så stort et udsving. Næstværst ser det ud i Assens, der går fra 5,8 millioner til 2,9 millioner kroner. Faaborg-Midtfyn Kommune får derimod 2,7 millioner kroner mere end forventet.

Curt Sørensen mødes med ministeren om sagen d. 17. august.

Oversigt

    Oversigt