Svinegigant mister svin

Jordbrugskommissionen på Fyn kræver, at landets største producent af svin i løbet af et halvt år skærer i mængden af svin. Politiet i Assens efterforsker nu Eskelunds svineproduktion.

-

Jordbrugskommissionen på Fyn kræver, at landets største producent af svin i løbet af et halvt år skærer kraftigt i mængden af svin. I alt skal svinegiganten ned på en svineproduktion på under 30.000 mod nu 90.000.

Landets største producent af svin, Eskelund A/S på Vestfyn, skal skære meget drastisk ned i mængden af svin. Antallet af svin på ejendommen Eskelund på Assensvej skal skæres ned fra 42.000 årligt producerede til 12.850 ifølge et påbud, som driftsselskabet onsdag fik fra Jordbrugskommissionen på Fyn.

Politiet i Assens efterforsker, hvad Eskelund A/S har produceret gennem tiden i forhold til, hvad det har haft tilladelse til. Vicepolitimester Lars Ole Pedersen, sagde onsdag formiddag, at efterforskningen er nået et stykke vej, men at han frygter lang vej endnu.

Den anden store ejendom i selskabet, Gaunbygård, skal skære tilsvarende ned for at leve op til kravet om tilhørende areal, hvor der kan spredes gylle. De går fra en svineproduktion på 47.000 til knapt 16.000.

Jordbrugskommissionen giver selskabet Eskelund et halvt år til at følge påbuddet. Følges det ikke, kan det ende med tvangsbøder.

Oprindeligt havde Eskelunds ejendomme tilladelse til 27.000 svin, men fik tidligere dispensation til at producere flere.

 

Oversigt

    Oversigt