I det fynske folks tjeneste

Sydfyn overvejer nationalpark

Sydfyns Udviklingssamarbejde, SUS, beder nu fire kommuner undersøge muligheden for at gøre Det Sydfynske Øhav til en nationalpark.

Overvejer at gøre Det Sydfynske Øhav til nationalpark

Bestyrelsen i SUS, der blandt andet tæller borgmestrene i Langeland, Ærø, Faaborg-Midtfyn og Svendborg Kommuner, mener at oprettelse af en nationalpark i Det Sydfynske Øhav vil være en styrkelse af området.

Ikke mindst med hensyn til turisme, men også som et attraktivt sted at bo.

Derfor beder bestyrelsen økonomiudvalgene i de fire kommuner om at arbejde videre med at undersøge muligheden.

Første skridt er at fastsætte processen for det videre forløb. I løbet af maj skal kommunerne så beslutte om processen, kaldet undersøgelsesfasen, skal sættes igang.

Sker det, indebærer det en omfattende inddragelse af borgerne i at afgøre om man ønsker en nationalpark.

Ønsker man det, kan beslutningen tages i 2010.

Det er staten, der udpeger nationalparker, men for at komme i betragtning kræves opbakning og forarbejde gjort af lokale myndigheder og borgere. 

Sagde nej første gang

Allerede i 2002 blev det daværende Fyns Amt og de sydfynske kommuner spurgt om de ville være med i et forprojekt om etablering af nationalparker.

Dengang var svaret nej.

- Vi kunne simpelthen ikke se præcist nok, hvad det gik ud på, og vi ville ikke købe katten i sækken forklarer daværende formand for Fyns Amts Teknik- og Miljøudvalg, Poul Weber.

Holdningen var, at en nationalpark kunne betyde så strenge restriktioner, at mange nuværende beboere ikke kunne blive boende.

- Det Sydfynske Øhav er et kulturlandskab, hvor der er gjort meget for at skabe balance mellem beskyttelse og benyttelse. I det daværende projekt kunne vi ikke se, om det kunne forblive sådan. Derfor sagde vi nej, siger Poul Weber