I det fynske folks tjeneste

Sydfynsk ø-festival melder udsolgt

Alle 500 billetter er solgt forud for den allerførste afholdelse af Avernax Festival på Avernakø

Inden længe fyldes færgen med forventningsfulde festivalgæster til Avernakø.

Den lille sydfynske ø-fest, Avernax Festival kan nu melde, at alle 500 billetter nu er solgt.

- Vi havde næsten ikke turdet håbe på, at vi rent faktisk ville sælge samtlige billetter. Det er jo allerførste gang, vi gør det her, så folk ved reelt ikke, hvad de får. Det er sindssygt fedt, siger Rune Kjær-Nielsen, formand for Avernax Festival med henvisning til, at de 11. og 12 august konkurrerer med både Smukfest i Skanderborg og den nye festival Haven i København.

Formanden understreger dog, at Avernax ikke er udklækket ud fra en ide om, at der manglede endnu festival i Danmark, men af kærlighed til Avernakø:

- Der er masser af små og store festivaler i Danmark, men vi synes, Avernakø er Danmarks smukkeste vandkant at holde en fest i. Det vil vi gerne dele med flere. Nu har de en grund til at tage af sted, og vi kan jo se, at lysten er der.

Fri bar
Rune Kjær-Nielsen mener selv, at en del af forklaringen på de solgte billetter er, at Avernax er all inclusive.

- Dels har vi et unikt koncept, der inkluderer mad og fri øl. Det har de færreste set før til en festival. Dels tror jeg, vores entusiasme omkring Avernakø, stedet, råvarerne og det fynske er smittet af, når vi har fortalt om festivalen, forklarer han.

Det er lykkedes at sælge billetterne med et meget begrænset reklamebudget.

Læs også Avernakø siger NEJ tak - Lyø JA!

- Vi har brugt cirka 200 kroner på nogle flyers, lavet en masse opslag på Facebook, og så har vi været rigtig gode til mund-til-mund-metoden, forklarer Rune Kjær-Nielsen, der nu ser frem til festen:

- Det er jo en kæmpe tillidserklæring, så hvis ikke motivationen var i top før, så er den det i hvert fald nu. Vi skal lave en virkelig fed festival til dem, der tror på os.

Syv måltider og en særlig kop
Gæsterne på Avernax Festival har betalt mellem 1250 og 1500 kroner for en billet, der både giver adgang til 15 koncerter og inkluderer syv måltider, fri øl og sodavand, samt en særlig Avernax-kop.

Udover de 500 gæster vil over 70 frivillige hjælpe til på festivalen.