I det fynske folks tjeneste

Sygehus ramt af Roskildesyge

Siden mandag har de ansatte på Svendborg Sygehus' hjerteafdeling kæmpet mod andet end hjerteproblemer. Sygehuset er blevet ramt af Roskildesyge.

Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Der var tre patienter, der begyndte at kaste op og havde symptomer på Roskildesyge. De kom i karantæne med det samme, siger Mathilde Schmidt-Petersen, afdelingssygeplejerske på Svendborg Sygehus.

Karantænen blev siden udvidet til at omfatte 11 personer fordelt på seks stuer, men i går eftermiddag var antallet af sygdomsramte patienter på vej ned.
- Vi har fire patienter fordelt på tre stuer. To af patienterne er ramt, og vi mangler at få svar på én prøve, oplyser Mathilde Schmidt-Petersen.

De patienter, der kun lider af diarré og opkast, bliver sendt hjem.