I det fynske folks tjeneste

Tester de tunge drenge: Overskud hos Lorc på Lindø

Trods investeringer på over 380 millioner kroner fik Lindøs testcenter overskud på knap 10 millioner kroner i 2016.

Lindoe Offshore Renewable Center - bedre kendt som Lorc - er fortsat en succes.

Ideen med at lave et testcenter for vindmøller og offshore-installationer blev sat i søen i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da Lindøværftet lukkede.

Ideen holdt vand, og siden har blandt andre producenterne på Lindø og Vækstfonden skudt op imod 380 millioner kroner i avanceret udstyr, der kan belaste og levetidsteste store vindmøllekonstruktioner til det yderste-  og udviklet ny avanceret hybridlaser-teknologi.

Trods investeringerne har fonden bag Lorc tjent penge, og der har været rift om at benytte faciliteterne.

Det netop offentliggjorte regnskab viser et overskud på 9,5 millioner kroner - en million kroner under indtjeningen i 2015.

Overskuddet geninvesteres ifølge fondens formål i nye innovative tiltag hos Lorc. Omsætningen var på knap 40 millioner kroner.

Ifølge ledelsesberetningen har årets drift kørt upåklageligt, og projekteringen af et nyt levetids-testcenter af vindmøllehuse - de såkaldte naceller - kører efter planen.

Centret, som bl.a. Vækstfonden, Green Labs DK og  EKF Danmarks Eksportkredit har investeret i og stllet garantier for, tages i brug i slutningen af 2007.

Der er allerede indgået kontrakter på brug af centret frem til udgangen af 2019, og efter dette tidspunkt er der også betydelig efterspørgsel, oplyses det i ledelsesberetningen.

Lorc har desuden sammen med FORCE Technology investeret i et såkaldt struktur- og komponent testcenter til klimatiske og mekaniske test af store emner.

Endelig har centret investeret i Lindoe Welding Technology, der har enestående kompetencer i såkaldt laser-hybrid svejsning på offshore-installationer. Aktiviteten er overflyttet til et selvstændigt selskab - Lindoe Component and Structure Testing - i årets løb.

Lorc har en egenkapital på 53 millioner kroner.

Formand for bestyrelsen er tidligere Dong-direktør Anders Eldrup.