I det fynske folks tjeneste

Tjek din løn

Seks ud af ti fynboer har oplevet fejl på lønsedlen, viser ny undersøgelse.

Undersøgelsen er lavet i forbindelse med en løntjek-kampagne, der kører i de to første uger af november.

- Tjek din lønseddel, lyder det enkle budskab i kampagnen.

Undersøgelsen viser, at over halvdelen af fynboerne, helt præcist 58 procent og dermed næsten seks ud af ti fynboer, har oplevet, at lønsedlen ikke stemmer.

Det er LO, FTF og fagforeningerne i de to hovedorganisationer, der repræsenterer 1,5 millioner lønmodtagere, som står bag kampagnen.

- Det er selvfølgelig alt for mange, siger Helle Nielsen, der er formand for LO Fyn.

Hun trøster sig dog ved, at fejlene i langt de fleste tilfælde kan forklares.

- Arbejdsgiverne laver ikke disse fejl for at snyde de ansatte og retter som regel hurtigt op, når de bliver opmærksomme på forholdet, siger hun.

Formanden opfordrer til, at man kontakter sin tillidsrepræsentant eller fagforening, hvis man er i tvivl om sin lønseddel.

3F, Metal, HK Privat, TL, EL Blik- og Rør, Malerne og Serviceforbundet har allerede inviteret medlemmerne til løntjek den 3. og 11. november fra klokken 14-18 i Munkebo på Nymarken 1 i 3Fs lokaler.