Trænerjagten for alvor i gang i Odense

Lettelse og arbejdsro hos OB-sportschef og midlertidige cheftræner Poul Hansen efter 4-0 over Lyngby. Lige siden OB's sportschef Poul Hansen tilbage i marts fyrede træner Henrik Clausen og ansatte sig selv som cheftræner i samarbejde med ledelsen i den fynske klub, har stressniveauet været højt i Odense.

Samtidig med, at sportschefen har skullet passe trænerjobbet, har han været involveret i arbejdet med at finde den mand, der skal sidde på cheftrænerposten i Odense efter sommerferien.

Med 4-0-sejren over Lyngby reddede OB sig endelig fra nedrykning, og nu kan trænerjagten for alvor gå løs i det fynske.

- Der har været mange gode emner. Overraskende mange, men det er klart, at vi ikke helt har kunne sætte strøm på arbejdet, før vi var reddet i Superligaen. Nu vinder vi nogle dage, og ingen tvivl om, at arbejdet er gjort meget lettere med resultatet i dag, siger Poul Hansen.

OB behøvede et enkelt point mod Lyngby for at overleve i ligaen, og det fik fynboerne til overflod med den sikre 4-0-sejr. Det var samtidig for
årets første sejr og den første hjemmesejr til OB siden oktober i fjor.

- Ugen op til kampen mod Lyngby har været den længste, jeg
overhovedet kan huske. Vi skulle bare have den kamp overstået.

Vi har været under hårdt pres hele foråret, for samtidig med, at vi gerne ville øve os på træningsbanen, så har vi hele været tvunget til at fokusere stenhårdt på næste kamp, forklarer Poul Hansen.

Han var på linje med sin unge angriber Rasmus Falk, der scorede til 2-0 for fynboerne i søndagens kamp.

- Selvfølgelig har vi troet på, at vi skulle overleve hele vejen igennem, men det har været en frustrerende periode at være igennem. Sejren i dag var en kæmpe lettelse for os, og jeg er glad for, at vi endelig reddede os, siger Falk
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt