I det fynske folks tjeneste

Tre ledende embedsmænd skal forklare sig i Zornig-sag

Socialminister Manu Sareen vil høre tre ledende embedsmænd om deres rolle i den såkaldte Zornig-sag.

Tre ledende embedsmænd skal nu redegøre for deres rolle, da projektet Stemmer på Kanten fik tildelt en million kroner af daværende socialminister Annette Vilhelmsen (SF).

Det oplyser minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (R) i en pressemeddelelse.

Han modtog torsdag i sidste uge en advokatundersøgelse af Social,- Børne,- og Integrationsministeriets tildeling af en million til projektet Stemmer på Kanten.

- Rapporten giver anledning til at høre tre ledende embedsmænd om deres rolle i sagen. Jeg har derfor besluttet at sende rapporten, der udelukkende bygger på skriftligt materiale, i høring hos de berørte embedsmænd, hedder det i pressemeddelelsen.

- Når de har haft lejlighed til at komme med deres bemærkninger, vil jeg tage beslutning om, hvilke konsekvenser jeg vil drage.

Først når det er sket og de berørte embedsmænd derefter har haft mulighed for at udtale sig, vil rapporten blive offentliggjort i sin helhed. Ministeren regner med, at det vil tage fire uger.

Advokatundersøgelsen er tidligere blevet udskudt en måned, da den oprindelig skulle være færdig den 1. april.

- Mit mål er, at alle kan have tillid til, at der træffes de rigtige beslutninger på bedst muligt grundlag. Og at de implicerede bliver behandlet ordentligt og fair, siger Sareen.

Stemmer på Kanten ledes af Lisbeth Zornig Andersen, og sagen er derfor ofte omtalt som Zornig-sagen.

Tidligere har Huset Zornig betalt mere end 100.000 kroner tilbage ud af den million, som Vilhelmsen tildelte Lisbeth Zornig Andersen for rullende kameraer i august sidste år, som kan være uddelt udenom almindelige bevillingsregler.

Og som siden resulterede i en næse til ministeren.

112.000 kroner af det samlede tilskud på en million kroner var målrettet løn til Lisbeth Zornig Andersen som projektleder for to måneders arbejde i oktober og november.

/ritzau.