I det fynske folks tjeneste

Turister er vilde med Fyn

Fyn topper turisternes ønskeliste. I juli i år besøgte mere end 50.000 flere turister Fyn i forhold til 2012. Det er et godt stykke over landsgennemsnittet - helt i top ligger Svendborg.

Juli har været en rigtig god måned for turistbranchen på Fyn. I forhold til 2012 er antallet af overnattende gæster steget med 7,3 procent - til sammenligning ligger landsgennemsnittet på 4,1 procent.

Det er ifølge Udvikling Fyn især de fynske havne og campingpladser, der har nydt godt af de ekstra besøg, der lyder på mere end 50.000 flere overnatninger i forhold til sidste år.

- Vi glæder os over julis særdeles flotte overnatningstal og ser frem til tallene for august, som kan give os et samlet billede af sæsonen, siger Rasmus Hessum Hansen, forretningschef for Turisme og Event hos Udvikling Fyn.

Især den sydfynske hovedstad har trukket gæster til hoteller, fericentre, camping og havne. Med en fremgang på 13,5 procent har mere end 17.000 flere turister trukket til det sydfynske i forhold til 2012.

- Hvis man har lagt vejen forbi Svendborg i løbet af sommeren, så har man ved selvsyn oplevet det leben, som har været i og omkring Svendborg. Der har været vaskeægte feriestemning, fortæller Rasmus Hessum Hansen.

Læs mere hos Udvikling Fyn

Ved du noget? Så send os et tip